En hyldest til single kvinder og glæden ved skeden

Af Sandi Sjørup

Jeg har lært noget nyt i dag. Jeg kørte forbi Aalborg Storcenter, hvor jeg blev blændet af et stort skilt, hvor der stod SINGLES DAY 11/11. Jeg måtte lige kigge efter en ekstra gang, men konstaterede at jeg havde set rigtigt. Mine fingre begynder at snurre efter at få fat i mobiltelefonen, så jeg kan google det. Til jer der heller ikke kender det, så er det verdens største handelsdag World Wide, men startede som en fuck finger fra singler til Valentins Day! Datoen er selvfølgelig sat d. 11/11, som, skåret ud i pap, symboliserer migmig/migmig. Det er endnu ikke så stort herhjemme, meeen mon ikke det kommer?

Jeg kan godt lide ideen om, at man skal forkæle sig selv – men det er nu ligegyldig, om man er single eller med partner. Derudover vil jeg bruge denne blog til at hylde en af de sejeste, dejligste og mest badass single moms, jeg kender.

Fordi der er både fordele og ulemper ved at være single! Jeg har været single det meste af mit liv. Når jeg tænker tilbage, var jeg overordnet tilfreds med at være alene. Jeg kunne spise lige det, jeg ville, hvornår jeg ville, og hvor jeg ville (det foregik mest i sengen af en eller anden grund). Dertil kommer at jeg kunne se alt det skodfjernsyn, som jeg overhovedet ville (jeg savner da lige pludselig de unge mødre og singleliv…). Og så var det da bestemt også et plus at kunne have uforpligtende sex!

Men jeg må også indrømme, at de søndage, hvor jeg med tømmermænd trak chipsposen op igen fra skraldespanden for desperat at hælde de sidste chips ned i løgneren for at dulme min elendighed og ensomhed – dem kunne jeg godt undvære!

Nå men tilbage til denne badass single mom som bloggen handler om. Hun gik for et stykke tid siden fra hendes mand – eller det vil sige, at han en dag fandt ud af, at det ikke skulle være dem, hvorefter han pakkede sine sydfrugter tre uger efter… Den kommenterer jeg ikke videre. Hun fandt imidlertid ud af, at hun havde mistet sig selv i forholdet. Jeg tror, mange kvinder kan nikke genkendende til, at det kan være hårdt og forvirrende at jonglere mellem de forskellige titler; mor, kæreste/kone, veninde, kollega. Man kommer tit til at sætte sig selv i sidste række eller glemme sig selv. Bottom line var, at hun faktisk ikke vidste, hvilken kvinde hun var, hvem hun gerne ville være, og hvad hun i bund og grund kunne lide. Derfor gjorde hun det modigste, syntes jeg, hun satte sig for at finde ud af det!

Det lyder måske let nok, men det kan jeg love jer for, at det ikke er. For at finde ud af hvad man virkelig og ægte vil, så betyder det, at man må prøve sig frem og udfordre sig selv…. ALENE! Hun tog i biografen alene, afprøvede forskellige aktiviteter og har sågar taget på flere rejser ALENE. Her taler vi ikke om, at man tager på en singleferie, hvor formålet er se…. Ååååh selskab – nej ægte ferie på egen hånd. Det er de færreste af os, der har modet til bare at spise alene på en restaurant. Prøv lige at tænk over, hvornår du sidst har gjort noget lignende. Jeg ved fra mig selv, at jeg bruger meget tankevirke på, hvad de andre tænker om mig, når jeg sidder alene et sted. Og man griber fluks sin mobiltelefon for at se travl ud og signalerer, at man i hvert fald ikke er alene.

Hun tør at give sig selv muligheden for at lære sig selv bedre at kende. Alle de valg, hun tager, er hendes, og hun finder derfor ud af, hvor hun står. Hendes selvtillid og selvværd har aldrig været bedre, og når hun i fremtiden møder en ny partner, så er hun klædt på til ikke at miste sig selv igen!  Derfor skal der lyde den største respekt her fra til dig (du ved, hvem du er)! Jeg håber også, at andre singler derude kan blive inspireret af din tilgang til dig selv og livet, og tør at bruge tid på at finde ud af, hvem de er.

Som en fin krølle på halen, så har det også betydning for ens sexliv – at man kender sine værdier og tør at sige, hvad man vil have og ikke have. Det kan være med til at gøre sex til en bedre oplevelse for dig og din partner. Så denne blogs opfordring/udfordring er; udforsk din egen seksualitet. Lær din krop at kende (jeg mener personligt, at alle kvinder burde eje bogen ’Kvinde kend din krop’ ), læs om sex, se film om sex og find ud af, hvad der tænder dig, og hvad du kan lide – Find glæden ved skeden og din seksualitet, hvad enten du er single eller i forhold!

Har du nogle spørgsmål?