Derfor skal du tage dine børn med til Pride

Af Sandi Sjørup

Det er godt og vel et år siden, at jeg skrev et af mine første blogindlæg, som handlede om, at jeg skulle til Aalborg Pride med min lille familie. Til dig, der ikke har læst min første blog om Pride, kan du da lige finde den her: https://sundseksualitet.dk/2018/06/27/lgbt-pride-en-hyldest-til-mangfoldigheden/ . Når vi taler om Pride, bliver jeg for en god ordens skyld nødt til at få noget på plads for de læsere, der måske ikke er toptunet inden for emnet. Derfor vil jeg gerne forklare hvad LGBT+ står for. L=Lesbisk, G=Bøsse (Gay), B=Biseksuelle, T=Transpersoner og + rummer andre grupper, som ikke falder under de ovenstående betegnelser. Til dig, der læser denne blog og ikke tilhører LGBT+, så er du højest sandsynlig cishetroseksuel.

I år er det anderledes

Hvor ellers kan man møde enhjørninger, heste og katte.

Sidste år deltog Mads, pigerne og jeg i paraden for at støtte op om LGBT+ og Pridens budskaber og vise vores små piger, at verden består af mange forskellige individer. Vi ser alle forskellige ud og har forskellige præferencer – OG det er HELT okay. Jeg kan allerede mærke, at de ting Mads og jeg italesætter, som Priden repræsentere, har karate kæmpet sig vejen ind i højre hjernehalvdel.  Det kommer blandt andet til udtryk, når de forklarer de andre børn fra børnehaven, at to piger eller to drenge godt kan være kærester (at verden kan være endnu mere regnbuefamileagtig, er næste skridt), eller at drenge godt kan have kjole på uden, at det er mærkeligt. Jeg må da også ærlig indrømme, at jeg vokser flere meter af stolthed, når mine børn ser verden ud fra et mere rummeligt perspektiv. Derfor vil jeg selvfølgelig også opfordre andre forældre til at give deres børn muligheden for at se verden og mennesker med et mere fordomsfrit blik end de tidligere generationer. Og det begynder altså, når man italesætter den tavse viden.

I år skal vores lille familie selvfølgelig afsted igen, men det bliver, for mig, meget anderledes. Jeg skal nemlig deltage i paraden som virksomhed (hvis du ikke har fanget det, så er det Sund Seksualitet – wup wup), sammen med en masse repræsentanter for Sund Seksualitet. Jeg er så taknemmelig for, at min selvvalgte og ægte familie støtter mig og mine budskaber. Jeg har valgt at give den fuld gas til Aalborg Pride, da jeg mener, at emner som mangfoldighed og åbenhed kræver en kende mere opmærksomhed i det nordjyske. Vi stolte nordjyder, er måske ikke så meget for at indrømme det, men vi er måske en lillebitte smule kritiske, når det kommer til mennesker, fænomener eller andet, der ikke passer ned i de velkendte kasser.

Det er nemlig allerede fra barns ben, at det er oplagt at vise vores børn, at verden, mennesker og kroppe ser forskellige ud og er forskellige! Og DET er det normale. Ps. Jeg hader ”normal”-begrebet – skitsering af det normale, følger automatisk også en tydelighed af, hvad der er unormalt, og man falder så nemt uden for normaltbegrebet….

En anden ting, som jeg vil gøre opmærksom på til Priden er, at forældre til børn i folkeskolen, også har indflydelse på og et ansvar for at kvalitetssikre seksualundervisning. Det er ikke nok, at højne lærerens kompetencer inden for seksualundervisning. Seksualoplysning er et samarbejde mellem skolerne og forældre. Forældre bør tage bladet fra munden og tale om forskelligheder, sex og kroppens udvikling samt alle de følelser, det kan indeholde. Derudover kan forældre også presse på for at få gjort ”seksualundervisning” obligatorisk på læreruddannelsen, som kan være med til at højne niveauet i praksis.

Hvorfor er der behov for at parerer rundt?

Jeg jubler som et barn til juleaften, når jeg ser Tv2 vælger at vise hr. og fru Danmark, at dans selvfølgelig også indbefatter to mand, der danser sammen, da de i den nye sæson af ”Vild med dans” har valgt at hele Danmarks Silas Holst, skal danse med en anden mand – men der fik mange gennemsnitsdanskere altså lige citronmånen galt i halsen. Kigger man kommentarsporet igennem på offentliggørelsen på Facebook, er der mange personer, der finder det nødvendigt at kommentere med uvidende og snæversynede negative bemærkninger. Der er faktisk kommentarere, der hentyder til, at det bliver for meget for børn at se to mænd danse sammen! Og her bliver jeg bare lige nødt til at sige: STOP JER SELV! Vi taler bare om, at to mænd danser sammen, og ikke vandret rumba! Jeg lover jer, at LGBT ikke smitter, hverken i det virkelige liv eller gennem fjernsynet, så i kan roligt lade jeres børn se Vild med dans.

Generelt florerer der mange kommentarere omkring, hvorfor børn skal ”påduttes” og tvinges til at høre om forskellige køn og seksualitet. Men hey de forstokkede og stakkels mennesker skal oplyses – og bare rolig, her kommer jeg jo ind i billedet, og yder selvfølgelig public service.  Det handler jo ikke om, at vi skal sætte os ned omkring bålet og quizze børnene i alle de forskellige køn, der findes. Det handler om, at vi, frem for alt, skal åbne normalitetsbegrebet og for de kasser vi så gerne skal have folk placeret i.

Man begynder allerede arbejdet med børns naturlige seksuelle udvikling i institutioner (Det er faktisk ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger). Det gør man, fordi seksualiteten har indflydelse på vores tanker, følelser, handlinger og samhandlinger (husk, ikke at have dine voksne briller på) – derfor har det en påvirkning på børnenes mentale og fysiske sundhed. Basic, så er det for at give børnene den bedste grobund for at opfatte sig selv som et godt menneske og til at få gode og respektfulde relationer til andre mennesker. For det er bare sådan, vores seksualitet unægtelig hænger sammen med vores identitet – og alle forældre (går jeg ud fra) vil gerne have nogle ”hele” børn, der formår at have et positiv syn på sig selv og andre.

Hvis du er en af de forstokkede-paludan- elskende-Facebook-kommenterende mennesker, så tænker du: ”hvorfor er det nu også nødvendigt?” og dertil vil jeg svare: Det er allerede ude på børnehavens legeplads, at børn burde lære, hvad nej og ja betyder. Børn skal lære at sige nej, når der er noget, de ikke kan lide. Hvis ikke man har lært det som barn, har man også problemer med at sige og forstå et nej, når man bliver voksen. Og man kan stille spørgsmål ved, at kropslig grænsesætning og grænseoverskridning er et af de helt store problemer hos ungdommen i dag. Jeg vil personlig gerne have, at børn lærer at sige ja til det, der er rart, og nej til det, der ikke er!

nemlig!

Alene af den grund, at folk stadig går i spagat over to mænd, der skal danse sammen, en lesbiske børnebog eller en mand i kjole, skal vi ud med kampfanerne og vise, at kærligheden, respekten, ligheden, forskelligheder og rettigheden betyder mere end nogle tarvelige røvhulssnævre kommentarer på Facebook. LOVE IS LOVE, kærlighed er for ALLE uanset køn (mic drop).

Sluttelig vil jeg bare opfordrer dig til at, ta´din partner, forældre eller barn med i hånden og deltag i en festlig dag i kærlighedens navn d. 13 juli i Aalborg. Det er i hvert fald en gylden mulighed for at vise dit barn hvordan mangfoldighed kan se ud, og vise at du kan rumme det.

Har du nogle spørgsmål?