Kønskampen om vinen

Nu er jeg på den anden side af sommerferien. Uden så meget sol, men et par gin/øl/slik kg tungere og ikke mindst Lara Croft kampklar til at vende (stærkt) tilbage med Sund Seksualitet. Tilbage til noget der ligner en normal hverdag efter COVID-19. Jeg længes efter hverdagen, som mange danskere længes efter solen i sommerferien. Jeg vil ud og undervise og kæmpe for, at seksualiteten bliver taget alvorlig. Jeg havde én bestemt oplevelse i sommerferien, som jeg gerne vil dele med jer og som derfor har givet anledning til denne uplanlagte blog.

Denne oplevelse kan måske virke som en bagatel, det er det måske også, hvis det var den eneste gang jeg har haft sådan en oplevelse, eller hvis jeg var den eneste kvinde der har haft denne oplevelse. MEN det er IKKE første gang, og jeg er ikke den eneste, der har oplevet en behandling som du skal til at læse om. Hvis du læser mit blogindlæg og er kvinde, er jeg ret sikker på, at du har oplevet noget lignede hvis du tænker dig om.

Jeg var med hele familien i Sønderborg, som by the way er en fantastisk by. Et af vores vennepar har tidligere boet i Sønderborg og havde anbefalet at vi skulle taget forbi en af byens vinhandler. Mads og jeg elsker vin, så derfor lå det lige til det idiotsikre højre ben, at vi skulle en tur forbi og finde et par flasker.

Vi kommer ind i den flotte vinhandel, hvor jeg henvender mig til butikkens mandlige ejer (ja, kønnet er relevant i denne sammenhæng og for historiens pointe) med direkte øjenkontakt: ”Hej, vi vil gerne se lidt på en hvidvin, som vi skal nyde i aften”. Han vender sig om, og griber en hvidvin på hylden. Han vender sig om igen og henvender sig i stedet til min mand med anbefalinger af vinen! Dem som kender mig ved, at på dette tidspunkt, tændes min feministiske flamme (som nærmest er et sankt hans bål på dette tidspunkt!).

Hvis dette var den eneste gang, at jeg har haft sådan en oplevelse, så havde jeg gran giveligt slået det hen og ikke tænkt over det. Men dette er en oplevelse, som jeg har oplevet et utal af gange, i flere forskellige versioner, i samtaler, ved mekanikeren, køb af bil osv.osv. Jeg må ærligt indrømme, at jeg i bund og grund ikke forstår det – er jeg usynlig i bestemte situationer, fordi jeg er kvinde? Er jeg, mine ord eller meninger, ikke af betydning fordi jeg er kvinde?

Jeg har i flere sammenhænge følt mig både usynlig, overset eller ubetydelig, fordi jeg er blevet overruled af alfahanners ord og meninger. Det er skam også sket i venners lag, hvor der bliver diskuteret et eller andet emne. Ligegyldig om emnet er politik (som jeg ved Jack shit om), eller seksualitet (som jeg fucking ved mere om end de fleste) har jeg gang på gang oplevet, at blive afbrudt i min taletid med mine holdning. Jeg har endda også fået at vide, at mine tanker eller holdninger ikke var lige så valide, fordi jeg er kvinde, og derfor medinddrager mine følelser i mine valg og holdning. WHAT! Ja, jeg tager altid min mavefornemmelse med i mine, min virksomhed og vores families beslutning SAMMEN med faktuel viden. Er det så forkert?

Jeg har tidligere været mere tilbageholdende med mine tanker og holdninger og føjet mig når jeg blev afbrudt i samtaler. Nu øver jeg mig i at sige fra, hver gang jeg føler mig overset eller at jeg føler at min mening er mindre værd. DIN og MIN mening og holdning er lige så meget værd, som den man sidder og diskutere med – hvad end det er en kvinde eller mand. Jeg vil personligt ikke finde mig i, at der stadig eksisterer en usynlig ulighed mellem kønnene i mange situationer.

Jeg er ikke en sur bh- brændende feminist (ENDNU), men jeg forventer at blive behandlet som et menneske, når jeg skal købe en vin eller bil, have betaling for en opgave eller diskutere. Jeg støder stadig på personer (især mænd), der hårdnakket påstår, at der ikke er ulighed i Danmark. Dette er for mig, et af problemerne for at opnå lighed i muligheder mellem kønnene. Hvis man ikke anerkender problemet, så er der heller ikke et incitament for at ændre på det.

I forhold til indkøbet af vin, valgte jeg meget tydeligt, at (magt)demonstrer og indikerer at det er mig, der betaler i denne familie – (som selvstændig i COVID tider, er det en stor fed løgn, men det behøvede han da ikke at vide). Da vi kommer ud fra butikken, siger jeg ”han var da en idiot”, min mand griner, og spørger om det var derfor, at jeg ville betale!? 😊 Han har lært mig at kende, og lader mig være mig, og det er fandme rart! Han bliver ikke en skid mindre mand af at lade mig betale.

Tillykke til P-pillen

P-pillen fylder 60 år, og det skal da fejres med et blogindlæg. Den lille pille er en historisk vanvittig vigtig pille, men det er også en pille, der har været udsat for meget kritik. Vi kan ikke komme uden om, at den har været med til at sætte den kvindelige seksualitet mere fri. Lige pludselig kunne kvinder have sex UDEN frygt for graviditet. Jeg tror selv ikke, at vi, nutidens kvinder, der er vokset op med den naturlig reproduktive rettighed, forstår den situation, som datidens kvinder stod i.  Reproduktion og sex blev revet fra hinanden, og det har haft en enorm stor betydning for kvinders nydelse og ligestilling mellem kønnene.

P-pillens historie lynhurtigt

Jeg kan godt lide at dykke ned i historien. Derfor skal du også lige forkæles med en hurtig gennemgang af p-pillens historie. Den lille pille er opfundet af den amerikanske biolog Gregory Pincus, hvor p´et i p-pillen kommer fra. Over noget American barbecue (ej, jeg ved ikke hvad de spiste) møder han den kendte kvindesagsforkæmper Margaret Sanger. Og når man blander en biolog og en kvinde, der kæmper for reproduktive rettigheder, ja, så får man, ta daaa, P-pillen. Til jer der interesserer jer for ligestilling og historie er Margaret Sangers historie spændende.

Margaret Sanger

De første piller var ikke helt ufarlige, på grund af det høje hormonindhold, hvilket betød et højt antal blodpropper. Dertil kommer, at pillerne blev testet på fattige kvinder på Haiti, som var de testrotter. Det er en ommer. Hormondosissen er blevet reguleret, og der er heldigvis forsket grundigt i pillens virkning. I Danmark bruger ca. 1/3 af fertile kvinder aktuelt p-pillen, og jeg har også været en af de kvinder.  

Min egen pille historie

Jeg har selv været ihærdig bruger af p-pillen, og min p-pille historie går helt tilbage til 7 klasse. Jeg kommer fra en klassisk vi-undertrykker-det-og-fejer-det-hele-under-gulvtæppet familie, så jeg fortalte ikke min mor i første omgang, at jeg havde fået min menstruation. Når jeg tænker tilbage, er dette mærkeligt, at jeg ikke bare kunne sætte min mor ned og sige tingene ligeud (som jeg kan i dag), men det var altså svært, når man ikke var vant til at tale om touchy-touthy -feely emner. Jeg var dog nødsaget til at tage samtalen med lettere røde kinder og blikket mod jorden, da jeg oplevede de famøse menstruationkramper. Min mor så straks sit snit til at ringe og bestille en tid ved lægen, så jeg kunne komme på p-pillen – ”for smertens skyld” – Jeg er sikker på, at min mor synes, at hun var smart, for så var vi jo ligesom ude over snakken om blomsten og bien. Jeg har siden spurgt hende, hvorfor hun valgte at få mig på p-pillen i en ung alder, og hendes svar var: ”at så var jeg da sikker på, at du ikke blev gravid!”. 

Jeg blev ikke gravid, meeen der var nok nogen, der skulle havde sat mig ned og sat mig mere ind i, hvordan de virker. Jeg havde med sikkerhed haft gavn af at få at vide, at det faktisk er ok vigtigt, at huske at tage dem!…. Ooog måske at det ikke hjælper at tage flere på en gang, hvis man har glemt at tage piller i et par dage…..  UPS – Jeg får sgu helt ondt i maven, når jeg tænker på, hvor uvidende jeg har været, og hvor galt det kunne have gået.

I min optik, på daværende tidspunkt, fik man p-piller for menstruationssmerter, og prævention for graviditet var bare bonus! Men det er resultatet af at komme fra en familie, hvor man ikke taler åbent om seksualitet (eller andet) OG voldsom dårlig seksualundervisning.

Jeg blev dog heldigvis klogere, men fortsatte med at bruge p-piller, da det ligesom var normen. Alle piger i min omgangskreds brugte det, så det gjorde jeg også. Jeg stillede ikke spørgsmål og tog ikke stilling til, om det var den rette præventionsform for mig. Desuden oplevede jeg, at p-pillen næsten var adgangskravet for sex, når jeg mødte en ny fyr – pyt med kønssygdomme, så længe man ikke risikerede en uønsket graviditet.

Jeg er glad for p-pillens eksistens og for dens historiske aftryk på kvindernes frigørelse. MEN jeg ville ønske, at nutidens forældre talte mere med deres børn om mulige præventionsvalg, og at seksualundervisning bliver taget mere alvorligt så de unge kan tage ansvarlige og kritiske valg for dem selv og andre. Desuden har jeg et hemmeligt ønske om, at p-piller til mænd snart bliver en realitet.

Dit valg

Der findes et utal af præventionsformer, og det skal være dit eget valg, ud fra et oplyst grundlag, om det er:  kondom, femidom minipiller, p-ring, p-plaster, p-stav, spiral, pessar, sikre perioder eller p-piller, der er passende til dig og din livsstil. Tror aldrig, at jeg har skrevet en sætning med så mange p´er.

Er du forældre til et ungt spirende seksuelt menneske, så tal for hel**** med dit barn. Tal om de muligheder, der findes og hvilke fordele og ulemper de forskellige præventionsformer har. Oplys om muligheden for at ændre sit valg, og at det altid er en god ide at anvende kondom, SELVOM man bruger en anden præventionsform. Sørg for, at dit barns skole tager seksualundervisningen alvorligt. For det kræver, at vi arbejder sammen om den seksuelle oplysning.  

Når din hud er hangry part 2

Når din hud er hangry part 2

WHAAAT kommer der allerede et nyt blogindlæg, tænker du selvfølgelig som fast læser af bloggen. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne vente alt for længe med at følge op med råd til, hvad du kan gøre, hvis du sidder alene i din studielejlighed med en Ben & Jerrys i den ene hånd og en tom vinflaske i den anden. Alt imens, at du føler dig en kende alene, selvom du har talt med din mor 1000 gange inden middagsfrysepizzaen.

Denne blog er til dig, og alle andre der hudsulter, og derudover er det faktisk også nogle ret nyttige råd at have med i rygsækken, hvis du nu tilfældigt arbejder inden for sundhedssektoren og arbejder med ældre eller psykiske sårbare.

MEN som jeg nævnte i min tidligere blog, er det altså ALLE, der kan opleve hudsult i denne Covid-19 tid. Jeg laver lige en hurtig brush up på, hvad hudsult er.

Hvis man oplever fraværet af berøring, kan man opleve hudsult, som på den korte bane kan føre til en følelse af, at der mangler noget, en uro i kroppen og måske problemer med at sove. På længere sigt bliver det altså en kende mere alvorligt, for der kan fraværet af nærhed og berøring være medvirkende til stress, depression og en dyb følelse af ensomhed.

I korte træk skal vi lave en undvigelsesmanøvre fra stress og depression. Derfor vil jeg nu komme med en række råd, som man enten kan lave med sig selv eller huske på, hvis I møder enlige eller ældre, der giver udtryk for nogle af de overstående symptomer.

Formålet med rådene er at få gang i produktionen af hormonet oxytocin, som er det sammen hormon, der bliver produceret ved berøring. Det er vigtigt at understrege, at rådene ikke skal erstatte fysisk kontakt, men kan anvendes til at lindre symptomer for hudsult, i en tid som er ekstrem.

  1. Ta’ et laaaaaangt bad. Ja okay, det er ikke det meste miljøbevidste råd, MEN dit mentale helbred er nu også ret vigtigt. Vandets stråler eller tryk fra vandet i et badekar udløser nemlig det famøse oxytocin. Tag dig tid og nyd badet. Mærk efter, hvordan vandet føles på din hud. Hvis man nu også er så heldig, at man har en rub my duckie badeand, så kan man da tage den med.
  2. Når du så er færdig med dit laaaaaange bad, så kan du lige så godt fortsætte selvforkælelsen med at smøre dig ind. Det er ikke kun godt for din tørre hud, men trykket ved berøringen frigiver igen oxytocin. Jamen jublen vil ingen ende tage! Igen skal du give dig tid og mærk efter, hvordan det føles. Smør langsomt med lidt hårdere tryk. Det er vel ikke det værste at få (eller kræve) lidt mere “mig” tid♥️.
  3. Så er det tid til at finde din indre Beyonce, Poul Reichhardt eller andre som bare altid får et smil frem på læberne. Syng så det skræmmer naboerne og hop i sofaen. Du kan gøre det med dig selv, din familie eller gennem fællesskaber over de sociale medier -Jeg lover, at du bliver glad i låget. 😁
  4. Har du et kæledyr, så er det bare fjong-ballon i denne tid. Når du kæler med et kæledyr, kan du nemlig frigive oxytocin – ja, den er god nok. Det, at blive mødt med gensynsglæde, medfører regelmæssig frigivelse af oxytocin. Havde du alligevel overvejet et nyt medlem af familien, er det et oplagt tidspunkt at gøre det på! Her vil jeg bare lige minde om, at man selvfølgelig skal have tid og overskud til dyret, når Coronatiden er ovre.
  5. Hvis man hverken har, eller har lyst til at anskaffe sig et kæledyr, kan du finde sin gamle bamse frem. I KNOW, det lyder mærkeligt, men der er ingen, der kigger alligevel, så hvorfor ikke prøve. At putte med en bamse eller tung dyne (tip, man kan putte to dyner ind i samme betræk for at få øget vægtfornemmelse) giver også tryk, der frigiver hormonet, vi alle er vilde med.
  6. Udforsk og udfordre din hud. I en travl hverdag glemmer vi, hvordan simple ting føles. Nu har vi endelig tiden til at genopdage følelser på huden. Børst, tryk, gnid, kild med forskellige materiale, gå med bare fødder i græsset, på asfalten og hold en pause på dørmåtten. Lad din kreativitet få frit løb, når det gælder sansestimuli!
  7. Når du så begiver dig udenfor, så er det altså en smaddergod ide at få øjenkontakt og sende et varmt smil til de mennesker, vi møder. Hvis man er modig, kan man jo sende en lille anerkendende bemærkning efter personen. Hvem kan ikke lide at få at vide, at man har flotte solbriller.

Har du et godt netværk, kan jeg anbefale at holde video- eller telefonsamtaler dagligt.

Jeg håber, at du eller nogen i dit netværk kan få gavn af mine råd. Sidder du og læser dette, og føler dig ensom uden at have nogen at række ud til, skal du være mere end velkommen til at skrive til mig på sandi@sundseksualitet.

Hjælp hinanden på afstand – Peace out

Når din hud er hangry

Det er laaaaaang tid siden, at jeg har sat mig ned ved tasterne, for at skrive en blog – for lang tid, for at være helt ærlig. Der var dog en god grund til, at jeg ikke havde tid. Jeg havde nemlig kalenderen fyldt med spændende opgaver, I WAS ON FIRE… Lige indtil, at verden fik et Bruce Lee-kung fu-spark i solar plexus, og alles hverdag blev vendt op og ned. En lille, men Terminator-dræbende, virus – Covid-19 aka Corona, kom nemlig galoperende i hastig fart. Ps. Er jeg den eneste, der altid får lyst til en kold Corona med lime i toppen, hver gang de næver det i nyhederne?

Spøg til side, for det er en jeg-kan-ikke-sætte-ord-på-hvor-vanvittig-frygtelig-møgtræls-virus, som berører alle mennesker på hver sin måde.

En af de Pokemon-bolde, som vi kan smide efter virussen, er social afstand, og hvorhen øjet ser, findes der afstandslinjer markeret med tape, der pænt fortæller os, at vi skal holde to meters afstand. Social afstand kan lyde simpelt, men jeg er ret overbevist om, at de fleste af os har fundet ud af, at det er rocker svært! Vi er nemlig sociale væsener, og har et fundamentalt behov for nærhed og omsorgsfuld berøring for at have det godt – både psykisk og fysisk. Hvis vi lige pludselig oplever mangel på berøring, kan vi opleve en tilstand, der har fået det populære øgenavn hudsult. Det lyder måske ikke så farligt som Covid-19, hvis du er sulten så kast lidt trøstesnacks efter det. Men det er altså noget, som jeg mener, at vi skal have mere fokus på under denne situation.

Hudsult kan på den korte bane føre til en følelse af, at der mangler noget, en uro i kroppen og måske problemer med at sove. På længere sigt bliver det altså en kende mere alvorligt, for der kan fraværet af nærhed og berøring være medvirkende til stress, depression og en dyb følelse af ensomhed.

Det er ikke kun ældre og enlige, der kan opleve denne hudsult, selvom de selvfølgelig er mere disponeret, men det er altså alle, der kan opleve det, idet Covis-19 har frarøvet vores vanlige kontakt med andre mennesker.  Du ser måske ikke dine kollegaer længere, du sidder i isolation af den ene eller den anden grund, du ser heller ikke dine venner og familie, som du plejer.

Et udtryk for vigtigheden af vores relationer ser jeg gennem den kæmpe kreativitet, folk viser for at vedligeholde relationer. Alt fra digital fredagsbar, banko gennem de sociale medier, sang ud afvinduet til at møde p ved sine kære med hjemmelavede skilte, der fortæller, hvor meget de elsker og savner dem. Man kan sågar sende et billede med et kram for at vise, hvor meget man savner og elsker sine nærmeste.

Jeg selv er også påvirket, også i højre grad end jeg havde forventet. Jeg har en mand, som jeg kan kramme og kysse, alt det jeg vil – spørger du ham, så gør jeg det vist ikke nok. Derudover har jeg to børn, som jævnligt bliver udsat for min tortur-kærlighedsboble, hvor jeg lægger dem i benlås og kysser dem ustyrligt meget.

Alligevel lider jeg et stort afsavn. Jeg skal måske lige nævne, at jeg er stormisbruger af kram. Jeg er den type, der glædeligt deler krammere ud til mennesker første gang, jeg møder dem. Ja okay, det har til tider været akavet for dem, men pyt.

Tilbage til mit afsavn. Jeg savner at kramme min mor, venner og veninder – ER DU SUNSHINE, jeg savner mine veninder – kramme dem, sidde skulder ved skulder og diskutere verdenssituationen, eller at det er omsonst at lavtaljede bukser er på mode igen. Og så savner jeg at få en ordentlig sømandskrammer fra mine kammerater. Jeg elsker min mand, men det er bare noget andet.

En lille hyldels til dem jeg savner!

Og det er ikke bare mig, der lider et afsavn. Jeg ser ”stærke” mænd og kvinder, der pludselig udtrykker nye følelser og afsavn. Det påvirker altså de fleste.

Ligesom vi kan afhjælpe almindelig sult, kan vi også afhjælpe hudsult. Selvom det optimale ville være menneskelig omsorg og berøring, kan vi selv gøre forskellige ting for at afhjælpe og forebygge følelsen af hudsult… Fortsættelse følger.

Guiden til at sende din partner afsted til julefrokost

Nu nærmer den søde juletid sig, hvor alt burde være som et eventyr i en b-julefilm. Men det er også højsæson for de klassiske julefrokoster, hvor mange oplever ubehagelige følelser, som jalousi og mistillid. 

Selvom der ikke er statistikker der antyder, at vi er mere utro i juletiden end andre tider, så er der mange der oplever ubehag når man skal kysse sin partner farvel i døren inden årets julefrokost. Derfor kan jeg ikke understrege nok, at det er vigtigt at man taler sammen, også om det der er ubehageligt og ømtåleligt – man kan fristes til at sige, at man skal lægge ”svesken på disken”.

Inden jeg går videre, er det lige vigtigt at understrege at der er forskel på ”kun” at være bekymret omkring julefrokosten og om forholdet generelt er en haltende nisse. Jeg skriver i dette skriv, kun om de tidsbegrænsede julefrokostfølelser. Hvis man oplever længerevarende utilfredshed omkring forholdet, så er det andre råd der skal til.

I bund og grund handler det om respekt og tillid. Tillid til at ens partner ikke gør noget dumt i snapsens rus. Tillid til at ens bekymrende tanker bliver taget alvorligt. Respekt for hinanden og for de oplevede følelser. Man må ikke være bebrejdende eller kontrollerende.

Som udgangspunkt er jeg imod at man som partner laver forbud for den anden part. Det forbudte kan være lokkende. Derimod skal man tage kristtjørn-bladet fra munden og tale sammen. Hvis man som partner oplever mistillid eller nervøsitet over om der måske hænger for mange mistelten til festen, eller at din partner arbejder sammen med en lækker julepige eller julemænd på arbejdet. Det er her jeg vil opfordre til, at man deler sine tanker og følelser, og (hvis man er i stand til det) komme med konkrete forslag til hvad der kan forbedre situationen. Det kunne fx være at man er i kontakt i løbet af aftenen eller at man inden julefrokosten får ekstra opmærksomhed. Igen vil jeg lige pointere, at hvis forholdet har flere sten i skoen, så kræver det anden indsats.

Skal man virkelig tale så meget sammen – kort, JA.  Jeg er stor fortaler for, at man netop taler sammen i forholdet. Er der bekymringer, og hvilke? Hvis man har stor tillid i forholdet, kan man med fordel tale om, over hvad grænsen er – dans, flirte, et kys. Grænsen er forskellige fra person til person (og fra par til par). De fleste går ud fra, at den anden part i forholdet har samme definition af utroskab, men det er sjældent at man er på samme side. Derfor er det en god ide at tale om, så ingen bliver såret unødvendigt. Sæt jer i sofaen med et glas vin, og tal igennem hvad i begge forstår ved utroskab, flirt og andre begreber som er gældende for jer. På denne måde er begreber skåret ud i sneen med en sukkerstang, og man bliver skånet for at græde til last Christmas.

Nu når i sidder godt placeret i sofaen, så skal i lige huske på, at tale om hvordan i passer på hinanden, hvis der er mistillid omkring julefrokosten. Det vigtigste i denne samtale er, at I er lyttende overfor hinandens følelser.

Når du så skal sende din partner afsted til årets julefrokost, så sørg for at du også skal noget du kommer til at hygge dig med. Ta´ ud med venner (hvis du ikke har børn), arrangere at du får besøg af venner, se den skodfilm som din partner ikke vil se. I bund og grund skal du lave det, som DU nyder.

Så hvis vi lige koger det ned til en lækker lille liste, så skal du, hvis du oplever trælse (ja man er vel nordjyde) følelser omkring partnerens julefrokost, så skal du:

1.Lad din partner vide at du har brug for at tale om dine følelser omkring julefrokosten.

2.Sæt tid af til samtalen og gør det så behagelig som muligt. Personlig foretrækker at, der er alkohol i en armlængde fra mig samt noget at gumle på (det kan bruges som tænketid😉)

3.Fortæl dine følelser UDEN at bebrejdelse, og uden at være kontrollør.

4.Tal om hvad grænsen er, definitionerne: flirt, utroskab evt. andet.

5.Vær lyttende overfor din partner, og respekter hvad der bliver sagt.

5.Samarbejd om konkrete forslag.

6.Hav tillid til din partner og lad ham/hende nyde sin julefrokost- Omvendt skal du også nyde din aften.

6.Hvis overstående ikke kan lade sig gøre, så tag kontakt til mig, og lad mig hjælpe jer.

I ønskes en fantastisk jul, med masser at oplevelser med gløgg i blodet og i stearinlysets skær.

Kærlig hilsen

Sandi Sjørup

-Sund Seksualitet

I kønsrollernes tegn 1920 vs. 2019

Jeg er så heldig, at Sofie Mathilde fra Mathilde kollektivet har tilbud at skrive en gæsteblog her på Sund Seksualitet. Sofie er en helt fantastisk varmt, rummelig og meget reflekterende kvinde. Det er netop denne reflekterende tankegang, der har fået Sofie til at tænke over, hvad og hvordan hendes familie og isærdeleshed sin mormor, der påvirker hendes tanker og syn på kønsroller. Efter at have boet med sin mormor, er hun blevet bevidst om, at tidens tand sat sit præg på kvinders seksualitet, kønsroller og frihed. Så er der ikke andet at sige end velbekom og enjoy:)

Valborg Mathilde og Sofie Mathilde i Valborgs hjem, hvor de kvindelig dyder er tydelige.

Mit navn er Sofie Mathilde, jeg er en del af Mathilde kollektivet. I to år valgte jeg at bo sammen med min mormor Valborg Mathilde. Selvom jeg synes, at jeg tidligere var meget tæt på min mormor, kan det på ingen måde sammenlignes med den nærhed vi har fået til hinanden efter de to år vi boede sammen. På nogle områder er vi faktisk gået hen og blevet afhængige af hinanden, på godt og ondt. Og det hele bunder i det syn på seksualitet og kønsroller, som jeg er blevet præget af gennem kvinderne i mit liv, i det har mormor haft en særdeles stor indflydelse.

For mig som person handler seksualitet om næsten alle aspekter i os som mennesker, i alt fra vores selvbillede til vores verdensbillede. Derfor kan jeg ikke pege på det sted hvor seksualiteten er og bunder i, når jeg er sammen med mormor, den er i det hele! Meget af det er noget vi har udviklet gennem de to års bofællesskab i Mathildekollektivet, som f.eks. berøring, da dette ikke har haft nogen særlig betydning tidligere i vores familie. Denne type seksualitet er synlig – berøring. Som når mormor og jeg giver hinanden et kram eller holder i hånd. Andre gange er seksualiteten skjult i det indirekte som når mormor kun går i kjole eller nederdel,som hun har gjort hele sit liv. Som har præget mig gennem en stor del af mit liv med sætningen: “Piger er pænest i kjole”.

Netop dette bunder i, at vores hjem er klassisk, ikke som 2019 klassisk, men gammeldags klassisk, meget gammeldags. Kan du forestille dig en husmor fra 1920’erne? Manden har sit kontor i hjemmet, hvor han har et par enkelte ansatte. Manden forsørger familien, mens kvinden i hjemmet sørger for alt fra hus, have, børn og fungerer som kontordame – den slags kvinde hvor man oftest tænker, hvordan kan den kvinde dog holde styr på alting? Samtidig så virkede kvinder i 20’erne altid præsentable – flotte og nydelige udadtil. Som par var de uadskillelige, og de har selvfølgelig kun haft hinanden. Manden var noget der fuldendte kvinden – en kvinde uden mand var nærmest en synd, for en mand var “need to have”. Mens kvindens rolle ikke var nødvendig for manden, hun var en “nice to have”. 

Kvinder og kønsroller

Imens samfundet bare kørte i de gamle kønsroller, var der kvinder, som begyndte at råbe højt og ikke ville være med i denne strøm. Det ændrede kvinders forhold til manden og hjemmet, det gjorde dem langt mere selvstændige – ja du kender historien, en frihedskamp for kvinderne. Nu kommer vi lige tilbage til os i Mathilde kollektivet. Der hvor resten af samfundet udviklede sig, hvor kvinderne kom på arbejdsmarkedet, fik deres egen stemme i forhold til politik og begyndte at få mere frihed i den måde de klædte sig på (listen af nyfunden frihed og rettigheder er kolossal enorm lang og du kan sikkert selv finde på flere). Men lige der stod tiden stille hos min mormor og morfar.

Mens bukser og andet langt mere behagelig beklædning, kom på mode, så ville min morfar have en “nydelig” kone. Dette betød, at hun i hvert falde ikke skulle gå i bukser, det var forbeholdt mænd. Morfars klare holdninger har altid præget min mormor, som husmor, kone og i det hele taget som kvinde! Hun skulle holde styr på alting og har gjort et FANTASTISK arbejde, og jeg ser på hende som idealet af en husmor; hende der kunne alt, en af de der super kvinder. Men når jeg spørger hende, hvorfor hun gjorde det, så svarer hun “det skulle jeg pga. min mand”.

Hun kan fortælle i timer om, hvordan min morfar var forsikringsmand, hvordan hun passede telefonen, om når morfar var ude forventede han at maden var på bordet, børnene var ordnet og huset ‘shinede’ når han kom hjem, og han lagde ikke skjul på det. Min mormor er stolt, når hun fortæller det, hun var og er IKKE noget offer. Alt min mormor har gjort har været for hendes mand. Hun var lige omkring de 18 år, da de mødtes og de har aldrig haft andre end hinanden, selvom det var normen, så er jeg ikke i tvivl om, at de har elsket hinanden. Men de har levet i nogle fasttømrede stereotype kønsroller, som er et levn fra fortiden og som ikke har udviklet sig i takt med samfundets kvindesyn og rettigheder.

Det har skabt en kæmpe skam i mig. Da jeg skal efterkomme samme normer som i 1920’erne men lever i 2019. Hvor jeg er overbevist om, at kvinders ord, holdninger, refleksioner og meninger er lige så værdifulde som en mands. Men hjemme har jeg følt, at jeg skulle slå i bordet og trampe i gulvet, for mit syn på frihed og selvstændighed. Når mormor og jeg i Mathilde kollektivet snakker om, at jeg en gang imellem har sagt fra, så har mormor virket meget uforstående overfor, at jeg ikke har været i stand til at holde min mening for mig selv. Denne uforståenhed bliver endnu mere tydelig, hvis diskussionen har været oppe mod en mand og her kommer typisk sætningen i en eller anden afskygning:  “Du skal bare føje dig, Sofie hvis det er en mand som siger det”. Så min mening er forkert idet at en mand er uenig med mig? eller bare har et andet synspunkt? Så mit synspunkt er ikke stærkt nok? og den eneste begrundelse der er, er fordi jeg er kvinde og den anden part er en mand?

Uhhh det løber koldt ned af ryggen på mig, det er lige der hvor kvindernes kamp for at bryde ud af en seksualiseret kønsrolle bliver sparket 100 år tilbage i tiden.

Kvindens pligt?

Når jeg snakker med mormor om forhold, har hun meget svært ved at sætte sig ind i det faktum, at man kan vælge at have flere partnere gennem livet, at gå fra hinanden og det faktisk også kan være kvindens valg. Selvom vi lever i en tid, hvor det er langt fra flertallet, som kun har haft en partner i livet, så føler jeg mig stadig presset til, jo før jo bedre, at finde den mand jeg skal giftes med. Fordi min mormor hele tiden præger mig i, at det at blive gift og få børn er det eneste rigtige for en kvinde.

Jeg har altid være forhippet på, at jeg skulle have en kæreste, så lige meget hvad jeg blev budt, så bed jeg det i mig, for det galt ikke om mængden af lykke i forholdet, men længden. Min egen lykke føltes ligegyldig og jeg tilsidesatte mig selv, så længe min partner var glad og tilfreds med mig. Hvis ikke jeg havde en kæreste, blev jeg heftigt spurgt ind til, om jeg ikke havde fundet en. Det undrede mormor, at jeg ikke kunne finde en, som om jeg ikke bare kunne gå ned i Føtex og tage den første der var ‘villig’. Det drænede en, fordi det efterlod mig med en følelse af, at jeg ikke var fuldendt som menneske, når jeg ikke havde en kæreste. Samtidig følte jeg mig utilstrækkelig i et forhold, hvis min partner ikke var 100% tilfreds med mig.

Dette er særligt kommet til udtryk de gange, hvor forholdet er blevet brudt. Jeg har siddet tilbage med et tankemønster, hovedsageligt skabt af, de normer, værdier og overbevisninger jeg er vokset op med gennem mormor. Det var min egen skyld, at han gik fra mig, måske fordi; jeg ikke var huslig nok, fordi jeg havde været kærester med “for mange” inden, fordi jeg ikke var dygtig nok i skolen, fordi han ikke var tilfreds med mit udseende – listen er nærmest uendelig, de overbevisninger og mig som væsen i denne verden satte jeg lighedstegn ved. 

Den skarpe, har nok bemærket, at jeg har skrevet i datid. Jeg kom på seminariet, og jeg fik nogle veninder, som rynkede på næsen når jeg fortalte om situationer hvor jeg havde mere travlt med at tilfredsstille min kærestes behov fremfor mine egne. For mig var det en selvfølgelighed, at min kæreste måtte bestemme over mig, fordi det var mig, som skulle gøre ham gladere. Jeg har nu erfaret, at det vigtigt ikke at tilsidesætte sig selv hundrede procent for andres skyld.

En Sofie Mathilde der ikke efterlever andres normer og værdier. Jeg syntes at hun udstråler mere rå power women.

Desværre er denne tilsidesættelse af mig selv synlig i alle mine relationer, også når det gælder mormor i Mathilde kollektivet. I de sidste to år, har hendes behov kommet før mine, og det skal man også kunne. Men det er en hård-fin balancegang, hvor jeg er ved at finde min line igennem mine og andres behov.  Vi skal hver især finde den vej, som passer os gennem livet, INGEN må få følelsen af at være forkert eller ubetydelig. Ingen andre end dig selv bestemmer din værdi, din sandhed – dit liv er dit!

Lev det med oprejst pande og brystet skruttet godt frem – hvis det er sådan noget du er til. Bliv inspireret af andre, men lad aldrig nogensinde nogen få dig til at føle at dit valg, din følelse og dit liv er forkert.