Når din hud er hangry part 2

Når din hud er hangry part 2

WHAAAT kommer der allerede et nyt blogindlæg, tænker du selvfølgelig som fast læser af bloggen. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne vente alt for længe med at følge op med råd til, hvad du kan gøre, hvis du sidder alene i din studielejlighed med en Ben & Jerrys i den ene hånd og en tom vinflaske i den anden. Alt imens, at du føler dig en kende alene, selvom du har talt med din mor 1000 gange inden middagsfrysepizzaen.

Denne blog er til dig, og alle andre der hudsulter, og derudover er det faktisk også nogle ret nyttige råd at have med i rygsækken, hvis du nu tilfældigt arbejder inden for sundhedssektoren og arbejder med ældre eller psykiske sårbare.

MEN som jeg nævnte i min tidligere blog, er det altså ALLE, der kan opleve hudsult i denne Covid-19 tid. Jeg laver lige en hurtig brush up på, hvad hudsult er.

Hvis man oplever fraværet af berøring, kan man opleve hudsult, som på den korte bane kan føre til en følelse af, at der mangler noget, en uro i kroppen og måske problemer med at sove. På længere sigt bliver det altså en kende mere alvorligt, for der kan fraværet af nærhed og berøring være medvirkende til stress, depression og en dyb følelse af ensomhed.

I korte træk skal vi lave en undvigelsesmanøvre fra stress og depression. Derfor vil jeg nu komme med en række råd, som man enten kan lave med sig selv eller huske på, hvis I møder enlige eller ældre, der giver udtryk for nogle af de overstående symptomer.

Formålet med rådene er at få gang i produktionen af hormonet oxytocin, som er det sammen hormon, der bliver produceret ved berøring. Det er vigtigt at understrege, at rådene ikke skal erstatte fysisk kontakt, men kan anvendes til at lindre symptomer for hudsult, i en tid som er ekstrem.

  1. Ta’ et laaaaaangt bad. Ja okay, det er ikke det meste miljøbevidste råd, MEN dit mentale helbred er nu også ret vigtigt. Vandets stråler eller tryk fra vandet i et badekar udløser nemlig det famøse oxytocin. Tag dig tid og nyd badet. Mærk efter, hvordan vandet føles på din hud. Hvis man nu også er så heldig, at man har en rub my duckie badeand, så kan man da tage den med.
  2. Når du så er færdig med dit laaaaaange bad, så kan du lige så godt fortsætte selvforkælelsen med at smøre dig ind. Det er ikke kun godt for din tørre hud, men trykket ved berøringen frigiver igen oxytocin. Jamen jublen vil ingen ende tage! Igen skal du give dig tid og mærk efter, hvordan det føles. Smør langsomt med lidt hårdere tryk. Det er vel ikke det værste at få (eller kræve) lidt mere “mig” tid♥️.
  3. Så er det tid til at finde din indre Beyonce, Poul Reichhardt eller andre som bare altid får et smil frem på læberne. Syng så det skræmmer naboerne og hop i sofaen. Du kan gøre det med dig selv, din familie eller gennem fællesskaber over de sociale medier -Jeg lover, at du bliver glad i låget. 😁
  4. Har du et kæledyr, så er det bare fjong-ballon i denne tid. Når du kæler med et kæledyr, kan du nemlig frigive oxytocin – ja, den er god nok. Det, at blive mødt med gensynsglæde, medfører regelmæssig frigivelse af oxytocin. Havde du alligevel overvejet et nyt medlem af familien, er det et oplagt tidspunkt at gøre det på! Her vil jeg bare lige minde om, at man selvfølgelig skal have tid og overskud til dyret, når Coronatiden er ovre.
  5. Hvis man hverken har, eller har lyst til at anskaffe sig et kæledyr, kan du finde sin gamle bamse frem. I KNOW, det lyder mærkeligt, men der er ingen, der kigger alligevel, så hvorfor ikke prøve. At putte med en bamse eller tung dyne (tip, man kan putte to dyner ind i samme betræk for at få øget vægtfornemmelse) giver også tryk, der frigiver hormonet, vi alle er vilde med.
  6. Udforsk og udfordre din hud. I en travl hverdag glemmer vi, hvordan simple ting føles. Nu har vi endelig tiden til at genopdage følelser på huden. Børst, tryk, gnid, kild med forskellige materiale, gå med bare fødder i græsset, på asfalten og hold en pause på dørmåtten. Lad din kreativitet få frit løb, når det gælder sansestimuli!
  7. Når du så begiver dig udenfor, så er det altså en smaddergod ide at få øjenkontakt og sende et varmt smil til de mennesker, vi møder. Hvis man er modig, kan man jo sende en lille anerkendende bemærkning efter personen. Hvem kan ikke lide at få at vide, at man har flotte solbriller.

Har du et godt netværk, kan jeg anbefale at holde video- eller telefonsamtaler dagligt.

Jeg håber, at du eller nogen i dit netværk kan få gavn af mine råd. Sidder du og læser dette, og føler dig ensom uden at have nogen at række ud til, skal du være mere end velkommen til at skrive til mig på sandi@sundseksualitet.

Hjælp hinanden på afstand – Peace out

Når din hud er hangry

Det er laaaaaang tid siden, at jeg har sat mig ned ved tasterne, for at skrive en blog – for lang tid, for at være helt ærlig. Der var dog en god grund til, at jeg ikke havde tid. Jeg havde nemlig kalenderen fyldt med spændende opgaver, I WAS ON FIRE… Lige indtil, at verden fik et Bruce Lee-kung fu-spark i solar plexus, og alles hverdag blev vendt op og ned. En lille, men Terminator-dræbende, virus – Covid-19 aka Corona, kom nemlig galoperende i hastig fart. Ps. Er jeg den eneste, der altid får lyst til en kold Corona med lime i toppen, hver gang de næver det i nyhederne?

Spøg til side, for det er en jeg-kan-ikke-sætte-ord-på-hvor-vanvittig-frygtelig-møgtræls-virus, som berører alle mennesker på hver sin måde.

En af de Pokemon-bolde, som vi kan smide efter virussen, er social afstand, og hvorhen øjet ser, findes der afstandslinjer markeret med tape, der pænt fortæller os, at vi skal holde to meters afstand. Social afstand kan lyde simpelt, men jeg er ret overbevist om, at de fleste af os har fundet ud af, at det er rocker svært! Vi er nemlig sociale væsener, og har et fundamentalt behov for nærhed og omsorgsfuld berøring for at have det godt – både psykisk og fysisk. Hvis vi lige pludselig oplever mangel på berøring, kan vi opleve en tilstand, der har fået det populære øgenavn hudsult. Det lyder måske ikke så farligt som Covid-19, hvis du er sulten så kast lidt trøstesnacks efter det. Men det er altså noget, som jeg mener, at vi skal have mere fokus på under denne situation.

Hudsult kan på den korte bane føre til en følelse af, at der mangler noget, en uro i kroppen og måske problemer med at sove. På længere sigt bliver det altså en kende mere alvorligt, for der kan fraværet af nærhed og berøring være medvirkende til stress, depression og en dyb følelse af ensomhed.

Det er ikke kun ældre og enlige, der kan opleve denne hudsult, selvom de selvfølgelig er mere disponeret, men det er altså alle, der kan opleve det, idet Covis-19 har frarøvet vores vanlige kontakt med andre mennesker.  Du ser måske ikke dine kollegaer længere, du sidder i isolation af den ene eller den anden grund, du ser heller ikke dine venner og familie, som du plejer.

Et udtryk for vigtigheden af vores relationer ser jeg gennem den kæmpe kreativitet, folk viser for at vedligeholde relationer. Alt fra digital fredagsbar, banko gennem de sociale medier, sang ud afvinduet til at møde p ved sine kære med hjemmelavede skilte, der fortæller, hvor meget de elsker og savner dem. Man kan sågar sende et billede med et kram for at vise, hvor meget man savner og elsker sine nærmeste.

Jeg selv er også påvirket, også i højre grad end jeg havde forventet. Jeg har en mand, som jeg kan kramme og kysse, alt det jeg vil – spørger du ham, så gør jeg det vist ikke nok. Derudover har jeg to børn, som jævnligt bliver udsat for min tortur-kærlighedsboble, hvor jeg lægger dem i benlås og kysser dem ustyrligt meget.

Alligevel lider jeg et stort afsavn. Jeg skal måske lige nævne, at jeg er stormisbruger af kram. Jeg er den type, der glædeligt deler krammere ud til mennesker første gang, jeg møder dem. Ja okay, det har til tider været akavet for dem, men pyt.

Tilbage til mit afsavn. Jeg savner at kramme min mor, venner og veninder – ER DU SUNSHINE, jeg savner mine veninder – kramme dem, sidde skulder ved skulder og diskutere verdenssituationen, eller at det er omsonst at lavtaljede bukser er på mode igen. Og så savner jeg at få en ordentlig sømandskrammer fra mine kammerater. Jeg elsker min mand, men det er bare noget andet.

En lille hyldels til dem jeg savner!

Og det er ikke bare mig, der lider et afsavn. Jeg ser ”stærke” mænd og kvinder, der pludselig udtrykker nye følelser og afsavn. Det påvirker altså de fleste.

Ligesom vi kan afhjælpe almindelig sult, kan vi også afhjælpe hudsult. Selvom det optimale ville være menneskelig omsorg og berøring, kan vi selv gøre forskellige ting for at afhjælpe og forebygge følelsen af hudsult… Fortsættelse følger.

I kønsrollernes tegn 1920 vs. 2019

Jeg er så heldig, at Sofie Mathilde fra Mathilde kollektivet har tilbud at skrive en gæsteblog her på Sund Seksualitet. Sofie er en helt fantastisk varmt, rummelig og meget reflekterende kvinde. Det er netop denne reflekterende tankegang, der har fået Sofie til at tænke over, hvad og hvordan hendes familie og isærdeleshed sin mormor, der påvirker hendes tanker og syn på kønsroller. Efter at have boet med sin mormor, er hun blevet bevidst om, at tidens tand sat sit præg på kvinders seksualitet, kønsroller og frihed. Så er der ikke andet at sige end velbekom og enjoy:)

Valborg Mathilde og Sofie Mathilde i Valborgs hjem, hvor de kvindelig dyder er tydelige.

Mit navn er Sofie Mathilde, jeg er en del af Mathilde kollektivet. I to år valgte jeg at bo sammen med min mormor Valborg Mathilde. Selvom jeg synes, at jeg tidligere var meget tæt på min mormor, kan det på ingen måde sammenlignes med den nærhed vi har fået til hinanden efter de to år vi boede sammen. På nogle områder er vi faktisk gået hen og blevet afhængige af hinanden, på godt og ondt. Og det hele bunder i det syn på seksualitet og kønsroller, som jeg er blevet præget af gennem kvinderne i mit liv, i det har mormor haft en særdeles stor indflydelse.

For mig som person handler seksualitet om næsten alle aspekter i os som mennesker, i alt fra vores selvbillede til vores verdensbillede. Derfor kan jeg ikke pege på det sted hvor seksualiteten er og bunder i, når jeg er sammen med mormor, den er i det hele! Meget af det er noget vi har udviklet gennem de to års bofællesskab i Mathildekollektivet, som f.eks. berøring, da dette ikke har haft nogen særlig betydning tidligere i vores familie. Denne type seksualitet er synlig – berøring. Som når mormor og jeg giver hinanden et kram eller holder i hånd. Andre gange er seksualiteten skjult i det indirekte som når mormor kun går i kjole eller nederdel,som hun har gjort hele sit liv. Som har præget mig gennem en stor del af mit liv med sætningen: “Piger er pænest i kjole”.

Netop dette bunder i, at vores hjem er klassisk, ikke som 2019 klassisk, men gammeldags klassisk, meget gammeldags. Kan du forestille dig en husmor fra 1920’erne? Manden har sit kontor i hjemmet, hvor han har et par enkelte ansatte. Manden forsørger familien, mens kvinden i hjemmet sørger for alt fra hus, have, børn og fungerer som kontordame – den slags kvinde hvor man oftest tænker, hvordan kan den kvinde dog holde styr på alting? Samtidig så virkede kvinder i 20’erne altid præsentable – flotte og nydelige udadtil. Som par var de uadskillelige, og de har selvfølgelig kun haft hinanden. Manden var noget der fuldendte kvinden – en kvinde uden mand var nærmest en synd, for en mand var “need to have”. Mens kvindens rolle ikke var nødvendig for manden, hun var en “nice to have”. 

Kvinder og kønsroller

Imens samfundet bare kørte i de gamle kønsroller, var der kvinder, som begyndte at råbe højt og ikke ville være med i denne strøm. Det ændrede kvinders forhold til manden og hjemmet, det gjorde dem langt mere selvstændige – ja du kender historien, en frihedskamp for kvinderne. Nu kommer vi lige tilbage til os i Mathilde kollektivet. Der hvor resten af samfundet udviklede sig, hvor kvinderne kom på arbejdsmarkedet, fik deres egen stemme i forhold til politik og begyndte at få mere frihed i den måde de klædte sig på (listen af nyfunden frihed og rettigheder er kolossal enorm lang og du kan sikkert selv finde på flere). Men lige der stod tiden stille hos min mormor og morfar.

Mens bukser og andet langt mere behagelig beklædning, kom på mode, så ville min morfar have en “nydelig” kone. Dette betød, at hun i hvert falde ikke skulle gå i bukser, det var forbeholdt mænd. Morfars klare holdninger har altid præget min mormor, som husmor, kone og i det hele taget som kvinde! Hun skulle holde styr på alting og har gjort et FANTASTISK arbejde, og jeg ser på hende som idealet af en husmor; hende der kunne alt, en af de der super kvinder. Men når jeg spørger hende, hvorfor hun gjorde det, så svarer hun “det skulle jeg pga. min mand”.

Hun kan fortælle i timer om, hvordan min morfar var forsikringsmand, hvordan hun passede telefonen, om når morfar var ude forventede han at maden var på bordet, børnene var ordnet og huset ‘shinede’ når han kom hjem, og han lagde ikke skjul på det. Min mormor er stolt, når hun fortæller det, hun var og er IKKE noget offer. Alt min mormor har gjort har været for hendes mand. Hun var lige omkring de 18 år, da de mødtes og de har aldrig haft andre end hinanden, selvom det var normen, så er jeg ikke i tvivl om, at de har elsket hinanden. Men de har levet i nogle fasttømrede stereotype kønsroller, som er et levn fra fortiden og som ikke har udviklet sig i takt med samfundets kvindesyn og rettigheder.

Det har skabt en kæmpe skam i mig. Da jeg skal efterkomme samme normer som i 1920’erne men lever i 2019. Hvor jeg er overbevist om, at kvinders ord, holdninger, refleksioner og meninger er lige så værdifulde som en mands. Men hjemme har jeg følt, at jeg skulle slå i bordet og trampe i gulvet, for mit syn på frihed og selvstændighed. Når mormor og jeg i Mathilde kollektivet snakker om, at jeg en gang imellem har sagt fra, så har mormor virket meget uforstående overfor, at jeg ikke har været i stand til at holde min mening for mig selv. Denne uforståenhed bliver endnu mere tydelig, hvis diskussionen har været oppe mod en mand og her kommer typisk sætningen i en eller anden afskygning:  “Du skal bare føje dig, Sofie hvis det er en mand som siger det”. Så min mening er forkert idet at en mand er uenig med mig? eller bare har et andet synspunkt? Så mit synspunkt er ikke stærkt nok? og den eneste begrundelse der er, er fordi jeg er kvinde og den anden part er en mand?

Uhhh det løber koldt ned af ryggen på mig, det er lige der hvor kvindernes kamp for at bryde ud af en seksualiseret kønsrolle bliver sparket 100 år tilbage i tiden.

Kvindens pligt?

Når jeg snakker med mormor om forhold, har hun meget svært ved at sætte sig ind i det faktum, at man kan vælge at have flere partnere gennem livet, at gå fra hinanden og det faktisk også kan være kvindens valg. Selvom vi lever i en tid, hvor det er langt fra flertallet, som kun har haft en partner i livet, så føler jeg mig stadig presset til, jo før jo bedre, at finde den mand jeg skal giftes med. Fordi min mormor hele tiden præger mig i, at det at blive gift og få børn er det eneste rigtige for en kvinde.

Jeg har altid være forhippet på, at jeg skulle have en kæreste, så lige meget hvad jeg blev budt, så bed jeg det i mig, for det galt ikke om mængden af lykke i forholdet, men længden. Min egen lykke føltes ligegyldig og jeg tilsidesatte mig selv, så længe min partner var glad og tilfreds med mig. Hvis ikke jeg havde en kæreste, blev jeg heftigt spurgt ind til, om jeg ikke havde fundet en. Det undrede mormor, at jeg ikke kunne finde en, som om jeg ikke bare kunne gå ned i Føtex og tage den første der var ‘villig’. Det drænede en, fordi det efterlod mig med en følelse af, at jeg ikke var fuldendt som menneske, når jeg ikke havde en kæreste. Samtidig følte jeg mig utilstrækkelig i et forhold, hvis min partner ikke var 100% tilfreds med mig.

Dette er særligt kommet til udtryk de gange, hvor forholdet er blevet brudt. Jeg har siddet tilbage med et tankemønster, hovedsageligt skabt af, de normer, værdier og overbevisninger jeg er vokset op med gennem mormor. Det var min egen skyld, at han gik fra mig, måske fordi; jeg ikke var huslig nok, fordi jeg havde været kærester med “for mange” inden, fordi jeg ikke var dygtig nok i skolen, fordi han ikke var tilfreds med mit udseende – listen er nærmest uendelig, de overbevisninger og mig som væsen i denne verden satte jeg lighedstegn ved. 

Den skarpe, har nok bemærket, at jeg har skrevet i datid. Jeg kom på seminariet, og jeg fik nogle veninder, som rynkede på næsen når jeg fortalte om situationer hvor jeg havde mere travlt med at tilfredsstille min kærestes behov fremfor mine egne. For mig var det en selvfølgelighed, at min kæreste måtte bestemme over mig, fordi det var mig, som skulle gøre ham gladere. Jeg har nu erfaret, at det vigtigt ikke at tilsidesætte sig selv hundrede procent for andres skyld.

En Sofie Mathilde der ikke efterlever andres normer og værdier. Jeg syntes at hun udstråler mere rå power women.

Desværre er denne tilsidesættelse af mig selv synlig i alle mine relationer, også når det gælder mormor i Mathilde kollektivet. I de sidste to år, har hendes behov kommet før mine, og det skal man også kunne. Men det er en hård-fin balancegang, hvor jeg er ved at finde min line igennem mine og andres behov.  Vi skal hver især finde den vej, som passer os gennem livet, INGEN må få følelsen af at være forkert eller ubetydelig. Ingen andre end dig selv bestemmer din værdi, din sandhed – dit liv er dit!

Lev det med oprejst pande og brystet skruttet godt frem – hvis det er sådan noget du er til. Bliv inspireret af andre, men lad aldrig nogensinde nogen få dig til at føle at dit valg, din følelse og dit liv er forkert. 

Er tynd= Glad og Sexet?

Det er så vanvittigt, hvor meget vi går op i hvad den forbandede badevægt viser, og hvad andre (måske) tænker om os. Det er næsten som om, at kroppens størrelse, styrer hvor lykkelige vi er (eller hvor lykkelige vi bliver, hvis vi baaaare liiige får smidt de sidste kilo). Vi kan også finde på, at bruge vægten som et målebarometer over for andre kvinder: Hvor tynd er ekskæresten nye kæreste, hende der, huner måske lidt for tyk til den tøjstil og som interne ubevidst konkurrence veninder imellem.

Jeg hører så mange kvinder tale grimt, om deres egne krop – og det er klar, at hvis du fortsætter med at tale grimt om din krop, ja så manifestere det sig.  Jeg har da også mange gange sat negative ord på krop, men efter at jeg er blevet mor, er jeg meget bevidst om, at IKKE italesætte min subjektive holdning til mormor-vinke- armene eller dødspølsen på maven foran mine børn. Jeg venter da til, at de er gået i seng, og græder så snot ud ved Mads, på mine hormonelle dage.  For hvis de hører, at mor taler grimt om sig selv, så begynder de jo også at se selvkritisk på sig selv, og får derudover et forventningspres om hvordan en krop bør/skal se ud.  Børn ser og børn kopiere, og det gør mig sgu inderligt ked af det, når jeg hører et barn fra mine pigerne børnehave i ramme alvor, sige at hun er tyk.

Mig og min krops kamp

Jeg kan huske, at jeg sagde til min mand Mads da jeg havde født vores den ældste, at nu var han tvunget til at elske mig resten af livet – mens jeg sikkert sad med en stang Daim i mundvigen og kagekrummer på maven. Mads er nu så god, hvor efter han sagde og siger stadig, at han elsker MIG (læs uanset kropsstørrelse, forkærlighed til Dr. Pimple popper og morgenhår)

Mig, da jeg var 65 kg.”tyk”. Jeg har ikke mange billeder fra den tid, så beklager den dårlige kvalitet.

Hele min barndom har jeg været velsignet med det populære hvalpefedt, men jeg startede mit ungdomsliv med, at være alt for tynd, og tog derefter 20 kg. På, på et år. Med en kampvægt på 65, vil jeg ikke kategoriserer mig som tyk – men det gjorde omverden, og den havde ingen problem med at kommentere det. Det hjalp da heller ikke at der ca. sad 5 kg. I hver kind – Men fordi omverden fortalte mig, at det var forkert – måtte jeg jo hellere gøre noget ved det. Jeg kan huske, at min onkel en dag, out of the blue, gik hen til mig og sagde ” Du er da godt nok blevet fed, nu skal du passe på, at du ikke ender med at ligne dig mor”. Uden at blive alt for sentimental, ville jeg ønske at jeg på daværende tidspunkt havde haft den veljestyrke jeg har i dag, og sagt noget i stilen af ” du må godt nok ikke havde meget pik, når du kan fyre sådan en sætning af”. Jeg synes bare, at det er lidt vildt at tænke på – at man bliver bedømt så meget på det ydre. Som om du er et bedre, smukkere og attraktiv mennesker, hvis du er tynd!

Jeg er i dag midt imellem alt for tynd og ”tyk” – men jeg bliver faktisk stadig mindet om, at det ikke var okay. Jeg kan stadig få tilsendt billeder af mig fra den gang, men teksten ”kan du huske da du så sådan ud?” og det er ikke mange dage siden, at jeg blev spurgt om mit stofskifte ikke var ændret siden graviditet, siden jeg blev ved med at være tynd, for jeg så jo ikke sådan ud inden….

Jeg kan ikke se mig i spejlet, og se om jeg er tyk eller tynd (Jeg ved godt, at det lyder som en kæmpe løgner) – jeg ser bare mig. Jeg er glad for mit spejlbillede fordi jeg ser en glad Sandi. Mads gør mig glad og giver mig lyst til at holde og gøre mig lækker for ham (og måske endnu vigtigere, gør mig lækker for mig selv). Jeg danser, ikke for at tabe mig eller holde min vægt, men fordi jeg bliver glad i låget af at danse. Jeg bliver glad, når jeg kan se at min holdning bliver bedre, og jeg lærer at bevæge mig feminint. Jeg bliver glad, når jeg ser en glad kvinde i spejlet.

Elsk dig selv

Derimod gør det mig ked af, at så mange piger og kvinder bruger så meget af sin energi på, hvilken størrelse man selv er. I bund og grund kommer det jo an på, og man er glad og tilfreds! Kan du med den krop du har, gøre de ting i livet der gør dig inders inden glad og har du energi til det – ding ding ding, så har du sgu ramt plet! Det er først hvis din krop holder dig tilbage, for at udfolde dig i livets udfordringer, at du måske skal ændre noget i dit liv.

Men det gør mig endnu mere ked af det, når man bruger energi på, hvilken størrelse andre er. Når jeg kigger på andre kvinder, så kigger jeg ikke på størrelsen men på fremtoningen og glimtet i øjnene. Jeg elsker at komplimentere andre kvinder, ligegyldig om det er for deres smil, tøj eller noget tredje. Vi skal løfte hinanden og i stedet for at dømme.

Vælg aktiv at fokusere på det positive ved dig selv og andre. Selvom det måske godt kan være svært, så prøv at stille dig foran spejlet, og se bort fra evt. ekstra dellen, strækmærker og trætte bryster. Prøv så at se det skønne ved dig selv, måske dit flotte colgate smil, dit hår som sidder lige i skabet eller måske dine fregner er ekstra pippe lækre i dag!

Jeg lover dig, hvis du bliver ved med kun at fokusere på det dejlige ved dig selv, så bliver dit selvbillede ikke til at skyde igennem, og du vil også se mere positivt på andre.

Al søsterkærlighed til alle jer fantastiske smukke kvinder derude.

1 års fødselsdag, og ønsket om at være Steven Segal agtig i 2019

WHAAAT er der virkelig gået et år, og jeg er her stadig! Jeg synes helt ærligt, at det fortjener sit eget blogindlæg. For helt seriøst, så er jeg sgu da lidt stolt, at jeg, på under et år, har fået banket min lille virksomhed op, og faktisk helt voksenærligt kan sige, at jeg arbejder med min passion: Den sunde seksualitet! Da jeg startede, fik jeg at vide af min erhvervsrådgiver, at hvis man stadig havde sin virksomhed efter et år, så blev det til noget- lidt ala statistikken for om man bliver sammen inden barnets første leveår… men nu er jeg her stadig på Sund Seksualitets 1 års fødselsdag. TILLYKKE TIL MIG (totalt selvfed og ’fuck janteloven’-agtig).

Selvom jeg nu har været i gang i et år, er der stadig mange, der finder mit virke mystisk, måske mest på grund af min virksomheds navn. Det er i hvert fald lidt sjovt, for mig, at mine venner bliver spurgt af mine perifere bekendtskaber: ”Hvad er det liiige, hun laver?!?!”.

Det har da også været morsomt at præsentere mig og min virksomhed for nogle, som jeg ikke har mødt længe eller nye mennesker. Der er for det meste tre forskellige måder, hvorpå de reagerer: Nr. 1 Den nysgerrige, som for det meste spørger ind med: ”Det lyder da spændende og relevant. Du burde da tage kontakt til…”. Nr. 2 Afvigeren, som efter at have fået at vide, at jeg arbejder med den sunde seksualitet, straks laver ’Warner Brothers Hjulben’-manøvren, hvor jeg kun når at høre MIP MIP. Nr. 3, den lettere umodne, som jeg især har oplevet hos mænd. Deres svar lyder noget i stilen af: ”Hø hø, så kan du hjælpe med rejsningsproblemer”.  Lige for at komme fremtidige møder, med den tredje og sidste gruppe, i forkøbet –  så nej, jeg hjælper ikke aktivt med dine rejsninger.

Derfor vil jeg gerne forklare, hvad det er, jeg har lavet det forgangne år, samt hvad jeg finder på i det nye spændende år.

Jeg har blandt andet været ude og vidensdele til studerende og ansatte på sundhedsskoler, lærer- og pædagogseminarier om, hvad den sunde seksualitet er, hvorfor man overhovedet skal arbejde konkret med seksualiteten, samt hvordan man eventuelt kan inkorporerer seksualiteten i den kliniske hverdag og skolelivet.

Jeg har kun mødt studerende, der har været engageret og sultne på endnu mere viden. Det bekræfter mig bare i, at min enmandshær, for udbredelsen af at arbejde mere målrettet med seksualiteten, udvider sig med soldater, der også gerne vil arbejde mere helhedsorienteret med mennesker.

Jeg har dog også oplevet at køre hjem fra oplæg med ondt i maven – ikke på grund af fejl eller uengagerede studerende, men på grund af de studerendes oplevelser og fortællinger fra praksis. Vederstyggelige og grusomme fortællinger (som til tider tangerede til politianmeldelse) fra praksis om håndtering af seksualiteten hos borgere. BORGERE ikke ting! Fordi man er af ældre dato, demens eller lammet, skal man stadig behandle disse mennesker med respekt!

Af den grund har jeg derfor besluttet mig for, at jeg i det nye år vil fokusere på ældres seksualitet. Om jeg så skal karatesparke døre ned på de forskellige uddannelsessteder, bosteder, plejehjem, so be it. De og de næste mange generationer af ældre fortjener sgu da en behandling, hvor man giver omsorg til det hele menneske og ikke kun til vask og ernæring. Læser du dette som underviser på en sundhedsskole, som plejehjemsleder eller medarbejder i Ældre & Handicapforvaltningen, så giv endelig lyd. Så er jeg fri for, at Steven Segal the shit out of it på så mange døre.

Så mit ene mål for 2019 er at larme med min stortromme omkring ældres seksualitet. Mit andet mål er KVINDER. Kvinder skal, efter min mening, til at holde mere sammen, så vi i samskabelse kan bygge et federe fundament til de næste generationer, fri for unødvendig skam om egen krop og seksualitet. Vi skal blive bedre til at elske og acceptere os selv og hinandens forskelligheder! Det kommer til at ske i samarbejde med to andre fantastiske medsøstre, der ligesom mig ser, at kvindeligheden fortjener at blive saluteret og finpudset!

Jeg kan ikke vente med at komme i gang med 2019, som jeg har store forventninger til. Jeg håber, at du vil følge med, og at der vil kommer mange flere til.

GODT NYTÅR til søens folk, mænd og Gud bevare kvindekroppen

At blive mor part 2 – degraderet til hausfrau

At blive mor for første gang kan for nogen være det ”letteste” i verden, og for andre kan det være en ny rolle, der medfører fortvivlelse, skam og skuffelser. I sidste blog kom jeg ind på, hvad en graviditet kan ændre hos nogle kvinder, som igen kan påvirke ens seksualitet og samliv med partner. Du kan finde den her:  https://sundseksualitet.dk/2018/11/16/at-blive-mor-part-1-hormondaemon-paa-lur/. Hvis du endnu ikke er blevet mor, eller har valgt ikke at blive mor, så kan nedenstående være liiiidt for langhåret at læse, men kan nu alligevel være et par minutter værd. 

I denne blog vil jeg tage fat i tiden efter fødslen, som for mig var noget af en overraskelse. Hvad enten man er med i de døde pølsers klub, eller de mellemkøds-revners klub, så kan kroppen føles anderledes end før, og derudover flyver hormonerne rundt i kroppen lige efter fødslen.

Jeg oplevede de såkaldte babyblues dage, hvor gråden (MIN, ikke babys) kun holdt pause i ca. 30 sekunder, hvor du så skal nå at få noget at drikke, så man ikke tørre ud. Jeg kan huske, at jeg ringede grædende til min veninde, da Mads jo bare mande-forstod-det-ikke. Hendes ord var i første omgang min redning, men efterfølgende blev jeg vred. Hun sagde de magiske ord: ”Det er helt normalt”,og jeg fandt ro i, ikke at være den eneste som sad opløst i badekar af egnetåre. Men hvis det er helt normalt, og noget som mange oplever, hvorfor F*** er der så ingen der har fortalt mig det!

Jeg mener at man skal gøre en større dyd ud af den emotionelle ændring, der sker efter fødslen! For jeg var overbevist om, at jeg var et skridt fra den lukkede. Derfor larmer jeg lidt om det i denne blog.

Mens man stadig er gravid, går man oftest med drømme og forestillinger om, hvor helt igennem underskønherlig det hele bliver, når lille blyb kommer til verden. Så skal vi være en ”rigtig” familie, med den rigtige designerbarnevogn i den ene hånd og den rigtige partner i den anden. Alt imens man selvfølgelig asap er tilbage i den samme str. tøj, som før graviditet, håret smart og med Starbucks kaffe i kopholderen på barnevognen. Dertil kommer, at baby og børneværelset selvfølgelig er matchende  i den rigtige pudderfarve og de rigtige mærker. Alt i den nye familie er bare glimmer og regnbue.

Men hvad sker der, når det ikke lever op til forventningerne? Både som mor, som familie.

Hvis man ikke lever op til egne eller andres forventninger, så risikerer man at føle sig som en fiasko og blive fyldt med skam over egne tanker. For virkeligheden er, for de fleste, at baby skriger (så man får til tider lysten til at smide barnet ud af vinduet), man sover dårligt (nogle gange ikke), hvorfor man går rundt som en zombie, mens man servicere baby og barsel besøg. Man kan fucking bare ikke presse lårene ned i de samme bukser som før, og vælger derfor joggingtøjet (komfi men ikke sexy), og der er vitterlig gylp på alt tøj, man ejer.  Men det værste er, at vi dunker os selv oveni hovedet for ikke at være den ideelle speltfissemor.  Så skal vi ikke blive enige om, at skrueforventninger ned til en selv.

Efter fødslen af vores første pige, havde jeg det enormt hårdt! Jeg kunne ikke identificere mig med morrollen! Jeg havde ikke den der jeg-kan-løfte-en-bil-for-mit-barn-følelse, og dertil oplevede jeg stor skam over, at jeg følte, at den lille klump havde stjålet mit liv og identitet. Med et var jeg ikke Sandi, der kunne gøre, hvad hun egoist ville – Jeg ville stadig ud af huset og dyrke motion, se mine venner og ja drikke en øl. Men jeg følte, at jeg blev degraderet til mor og husmor (som følge af at være den, der går hjemme, og selvfølgelig har MASSERE af tid), med alle de roller, der tilhører:Rengørings- og vaskekone, indkøbswoman, babypasser, oprydder, planlægningskoordineringsmester. Dertil kom følelsen af at stå alene med det hele, mens Mads fik ”fri” og måtte få lov til at gå på arbejde. Jeg ved godt,at det er streng læsning, men det var sådan, jeg havde det i den første tid, og jeg fucking hadede det! Det var jeg heller ikke så god til at undertrykke, så derfor endte det da også tit med, at Mads sendte mig ud af huset, så jeg kunne få noget MIGTID, noget som jeg er utrolig taknemmelig for den dag i dag.

Der gik knap et halvt år, før jeg kunne identificere mig med morrollen, og elsker (det meste af tiden) at være mor nu til de to røvbananer.Jeg vil slet ikke undvære dem for noget i verden, og er stolt over at jeg i dag, er den bedste advokat for mine børn, men er blevet meget lettere til mommy tears. Men jeg kunne ønske mig, at førstegangsfødende fik mere viden om de emotionelle ændringer, der følger med, for så havde jeg måske været fri for at gå i et halvt år og føle mig skamfuld og forkert.

Derudover bliver jeg så edderspændt rasende over, at der ikke er mere fokus på parforholdet efter en graviditet. Det er vel givet i de fleste forhold, at det er bedre for barnets trivsel, at mor og (eller partner) far er sammen. En tredjedel af nye forældre oplever forbigående eller længerevarende seksuelle problemer efter fødslen -EN TREDJEDEL! Konsekvensen kan være brud eller skilsmisse. Sex og seksualiteten kan være under massiv pres som nybagte forældre, det kan de fleste vist godt nikke genkendende til. Derfor forstår jeg ikke, at fokus på seksualiteten ikke er større i de kommunale tilbud til gravide! For intimiteten er sgu vigtigt i parforholdet. Man burde forbygge disse brud, skam og følelser frem for at hjælpe forældre, når de står i lort til halsen. Det kommer sig nok af, at det stadig ikke er noget,  hverken par eller sundhedsprofessionelle finder naturligt.

Jeg ved, at mange sidder derude med  ”forbudte” følelser, og DET ER HELT NORMALT, som min kære veninde ville sige. Man skal bare reagere på de følelser, og tale højt om dem, hvis det er noget, som man vil ændre – hvad enten det er til en partner, læge, jordemoder eller sundhedsplejerske. Men denne blogs budskab er, værn om intimiteten.

Du skal være meget velkommen til, at dele din oplevelse om at blive mor eller spørge ind til min historie. Derudover glæder jeg mig til det nye år, hvor jeg med to andre fantastiske kvinder, vil sætte fokus på kvinders seksualitet under og efter graviditet.