5 ting jeg ville ønske, at jeg vidste før jeg havde sex første gang!

Hvorfor skriver jeg nu sådan en blog. Det gør jeg, fordi jeg, som så mange andre, har fået en forskruet ide om, hvad og hvordan sex ser eller bør se ud, inden man overhovedet er kommet i gang! Som skrevet i min blog: https://sundseksualitet.dk/2018/06/18/seksualundervisningen-skal-vaere-en-tombola-fyldt-med-gevinster/  Så havde jeg ikke ret meget seksualundervisning i folkeskolen, og eftersom seksualundervisningen stadig ikke er højt prioriteret i folkeskolen, har jeg valgt at lave en liste over de ting, som jeg gerne ville have, at der var nogen, der havde talt med mig om, inden jeg gik ud og benyttede mig af min pussypower. Det er så vigtigt, mener jeg, at man som ung har nogle ægte voksne at tale med, til at give en den bedste start på sexlivet. Så denne blog er til dig, der er forælder til en kommende teenager, ELLER til dig, som lige har påbegyndt eller skal til at stå på den seksuelle rutsjebane. En opfordring kan være, at tænke dig tilbage til dine første gange, og tænke over hvad DU kunne havde tænkt, at nogen havde talt med dig om. Her får du fem ting, som jeg ville ønske jeg havde vidst og talt med nogen om.

1.Sex er ikke som i romantiske amerikanske film

Sad but true, og i hvert fald første gang man har sex! Jeg tror faktisk sørgeligt nok, at jeg havde en forventning om, at det ville være noget helt unicorn specielt, faktisk på kanten til, at der ville dale rosenblade ned fra loftet, og at den udvalgte ville behandle mig som promqueen. OH boy  der fik jeg en våd og sur karklud i ansigtet, da det romantiske blev skiftet ud med et halbal (mit første og sidste), hvor min aften stoppede da natteravnene gav mig et stykke slik for brækånde. Da jeg kommer hjem, ser jeg min daværende ældre kæreste, der havde taget en taxa fra Slagelse til Nordjylland. Nogen siger, at det var en romantiske gestus – jeg kalder det bare en liderlig fyr. Vi var begge i bagkanten af vores beruselses alkoholtåge, han havde sine hvide tennisstrømper på, og selvom det kun varede cirka to minutter, nåede min bror at afbryde halvvejs – Det var en gennemført klassisk kikset første gang! Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Nåeh ja, nu er han kommet den lange vej, så det skal jeg vel belønne…”. Jeg ville ønske, at der var nogen, der havde talt med mig om første gang for at få et mere realistisk billede af, hvad der forventedes af mig og en partner. Derudover at det bare er en pænt dårlig ide, at være fuld første gang. Min første gang havde nok været med samme fyr, men det havde højest sandsynligt været en anden oplevelse. Så råd til dig som forælder, talt med dit barn om første gang – også selv om det er svært. Det vigtigste er at italesætte, at det er okay at komme til dig med spørgsmål og få råd.  

2.Hvor bliver klatten af?

Ikke at dette var så relevant første gang, men jeg ville nu alligevel gerne have ønsket mig, at man i seksualundervisningen havde talt om noget så basalt som, hvor bliver klatten af!? Jeg tror, jeg taler på mange pigers/kvinders vegne, når jeg siger, at det kommer som en uventet og dårlig overraskelse, når man rejser sig op, og klatten glider langsomt ned ad benet, og selvom man febrilsk prøver at holde på det, mens man løber ud på badeværelset, så efterlader man sig et sneglespor. Dette er jo kun en selvfølge, hvis man ikke bruger kondom, og selvfølgelig gør man det – SIKKERHED FREM FOR ALT! Men tilbage til klatsnakken, for jeg har altid undret mig over, hvor drenge gjorde af klatten når de onanerede, og åbenbart bliver mænd forlegne, når jeg spørger – nogen der kan hjælpe med svar?.

3. Tis efter sex

Denne hænger sammen med nr. 2, fordi det bare er en Einstein-god ide at gå på toilettet efter sex (dette gælder alle former for sex). Når man blander det fugtige miljø med andre ting, giver det god grobund for bakterier, der kommer i urinrøret. Hvis du tisser efter sex, skylder du bakterier ud og forebygger blærebetændelse. HA… og min mor påstod, at det var, fordi jeg gik i for lidt tøj…

4.Skedeprutter er normale

Når man nu begynder på den seksuelle rejse, kan man nemt blive forlegen over små ting, og det er en sårbar situation, fordi mange jo gennemgår den hormonelle udvikling samtidig, og derfor nemt kan blive usikker på sig selv. Derfor er det vigtigt for mig at slå et slag for skedeprutter, som er HELT normale – ved nogle sexstillinger lukkes der mere luft ind, og ud kommer den smukke lyd af en skedeprut. Når jeg tænker tilbage på usikker unge Sandi, så kan jeg huske, at jeg ville hellere tygge mig arm over end at fyre en skedeprut af, alt imens man prøver at efterligne en sexet lille killing. Men DER skal man lære at grine af det, og tage det som en del af oplevelsen. Det er dog muligt at træne sin bækkenbund, jo mere trænet jo mindre luft. Bækkenbundstræning er generelt bare en god ide, så kom du bare i gang (dette gælder drenge og piger).

5.sex er mere end penetration

Nr. 5 er nok den som jeg finder vigtigst! Sex er (som udgangspunkt) det bedste, og det kan indeholde alle farver og kombinationer af fyrværkeri, som du kan forestille dig. Men sex indeholder MEGET mere end penetration. Når jeg er ude og afholde foredrag, beder jeg gerne publikum om at lukke øjnene og tænke på en sexakt. Resultaterne af denne aktivitet viser, at flertallet tænker på penetration af penis i et heteroseksuel forhold, som slutter, når manden er kommet. Der er også en opfattelses af, at hvis der ikke har været penetration, er det ikke rigtig sex. Det er problematisk tænkning – ikke kun for heteroseksuelle forhold, men også for seksuelle oplevelser, der ikke involverer en penis!! CHOK, ja det sker faktisk.

Det er problematisk for kvinder, eftersom deres orgasmer ofte bliver opfattet som noget ekstra, som en bonus, eller som en del af forspillet. Som har til opgave at tænde kvinden, så penetrationen er lettere – så det bliver mere et middel, end et mål i sig selv.

Historisk var mandens udløsning lig med reproduktion og blev derved anset som det vigtigste. Men i nutiden, hvor reproduktionen er blevet løsrevet fra sexakten, må mænd og kvinders nydelse og orgasme ligestilles. Det er som om, at kvinder er trænet bevidst og ubevist til at være underdanige og sætter mandens nydelse først. Kvinderne er ikke gode til at bede om eller kræve nydelse og orgasme. Dog synes jeg ikke, at det burde være nødvendig at bede om, men jeg mener, at det burde ligge i kortene, at begge partnere skal have nydelse.

Jeg vil bare lige understrege, at mænds orgasmer, nydelse eller penetration OGSÅ er vigtigt. Jeg er bare fortaler for seksuel ligestilling i sengen, og at vi som forældre lære de næste generationer af piger og kvinder, at de har ret til nydelse og orgasmer, og at dette er lige så vigtig som mænds orgasmer og nydelse!

Derfor gentager jeg lige: tal med din partner og dine børn om sex! Ønsker du som læser hjælp til at tale med dine børn eller din partner om emnet, så kontakt mig endelig.


 [IB

Det “forbudte” trekants forhold?

Jeg møder, i forbindelse med mit selvstændig erhverv, enormt mange interessante kvinder, der alle har deres unikke fortælling. Jeg mødte denne blogs hovedperson til en kop kaffe ved en fælles bekendt. Som så mange gange før, bliver sex og parforhold hurtig omdrejningspunktet for samtalen. Og det er her, at det bliver interessant. Victoria, som bloggens hovedperson hedder, har nemlig en anderledes tilgang til parforhold end gennemsnits danskere. Derudover er hun helt og fuldstændig ærlig og åben omkring, hvad hun ser som det perfekte forhold.

Victoria stammer fra Venezuela, men har i de sidste otte år boet i Danmark, hvor hun læser fysioterapi. Hun er gift på andet år med sin danske mand Martin, og derudover er hun forlovet med en anden kvinde…… Nu blev der vist rettet på læsebrillen, men du læste rigtigt nok.   

Jeg har valgt at dele hendes historie med jer, for at bryde med forholdsnormen. Jeg opfordrer ikke til, at vi alle skal vælte os rundt i hinanden, som en anden orgiebuffet, MEN vi skal være åbne for, at forhold og kærlighed ser forskellig ud. Man rynker måske ligefrem næse af dem, som vælger at leve offentlig i polygame forhold – Det sjove er, at det næsten er mere socialt acceptabelt at være utro end at leve åbent i et polygam forhold.

Nogle mennesker befinder sig bedst i monogame forhold, mens andre finder sig komfortable i polygame. Ligegyldigt, hvilken forholdstype man foretrækker, er tillid og ærlighed de to vigtigste ord.  Så Without further ado…..

Conscious Triangle

Jeg blev født i Venezuela, Sydamerika. Min mors side af familien er katolikker og grundet min katolske opvækst var det slet ikke i mine tanker at tale om sex eller at indrømme, at jeg var seksuel aktiv før min 18 års fødselsdag eller før et ægteskab. Temaer som sex, nydelse, intimitet eller homoseksualitet er stadig generelt set tabuer i Sydamerika. Jeg kan huske min mors kommentar til et billede, jeg havde taget med en veninde på stranden, hun sagde ”pas på de slags billeder, I ligner lesbiske”, sagt med en negativ tone.

Jeg kom som 18-årig til Denmark, og min erfaring med sex havde jeg kun opnået gennem mit forhold til min første kæreste, som var mig utro flere gange. Det var mit første seriøse forhold, og jeg blev hjerteknust. Det har lært mig, hvor vigtig ærlighed, kommunikation og empati er i alle vores relationer. Det tog lidt tid at komme mig over det og at bygge min selvtillid op igen. Vi skal alle igennem gode og knap så gode oplevelser for at lære os selv at kende, så vi kan besvare spørgsmålene om, hvad vi ønsker os i et forhold, og hvad vi skal undgå i vores tætteste relationer.

De oplevelser jeg har lært mest af, er de oplevelser, der har taget mig ud af min komfortzone. I processen har jeg lært mig selv bedre at kende og at elske mig selv. Det har været en fantastisk rejse fyldt med lærerige oplevelser. Det bedste er, at denne rejse er magisk og uendelig.

Jeg mødte min første livspartner, Martin, for næsten fem år siden, og vi matchede ved første blik. Martin er min første og eneste danske kæreste. Vi er begge kamsportsudøvere, verdensborgere og passioneret for frihed. Vi havde begge lært om ærlighed og utroskab i tidligere forhold, så fra begyndelsen var vi meget direkte og ærlige.

For to år siden blev jeg optaget af tanken om at være sammen med det samme køn. Jeg snakkede med Martin om det, og han var meget åben om emnet. Det var ikke nemt for mig at anerkende, at jeg var tiltrukket af piger. En tiltrækning der var mere end blot intime. Det var lidt frygtindgydende, men jeg vidste, at det var noget, jeg skulle tale åbent om – også selv om det var svært.

Frygt er det første, der kan mærkes i kroppen. Frygt for at miste identitet, for at være anderledes, frygt for ikke at være accepteret af dine venner og familie, frygt for ikke at blive elsket for den du er og frygt for at skamme sig, fordi man endelig turde være ærlig over for sig selv.

Jeg kom over frygten og skammen ved først at være ærlig over for mig selv, og anerkende den jeg er. Først derefter kunne jeg åbne mig op og vise mit sande jeg til omverdenen. Jeg har lært, at sårbarhed ikke skal sættes i sammenhæng med svaghed, men tværtimod er det et tegn på styrke. Jeg blev positivt overrasket over al den støtte, forståelse og anerkendelse jeg fik, da jeg fortalte mine venner og kernefamilie at Martin og jeg havde valgt at åbne vores forhold op.

Martin og jeg var klar over, at vi ville være sammen. Vi undersøgte og læste meget om polygami. Min kærlighed for Martin var ikke dalet, men min opmærksomhed var ikke længere kun ved ham, og det kunne han godt mærke. Vi elsker hinanden og vil kun det bedste for hinanden, derfor snakker vi meget frit og åbent om vores følelser, tanker og intentioner.

Jeg har aldrig været i tvivl om mit forhold og min kærlighed til Martin. Men jeg var klar over, at jeg havde lyst til en feminin energi i mit liv. Det var en svær men lærerig proces for Martin og jeg. Jeg havde et eller andet sted givet op på tanken om at have et forhold med en pige, fordi jeg helst ikke ville såre Martin. Så mødte jeg Nia sidste år i Miami, og jeg kunne mærke, at min sjæl ikke kunne lade være med at hoppe af glæde og kærlighed. Nia er også fra Venezuela, men bosat i Miami.

Nia var i et forhold med en fyr, og hun vidste, at jeg var gift med Martin. Vi var meget tiltrukket af hinanden, men jeg turde ikke at sige noget til hende. Jeg fortalt det til Martin via telefonen, og han udfordrede mig: ”Sig det til hende, sig hvad du føler”… ”Du prædikere om åbenhed og ærlighed, så bør du også sige til Nia hvordan du har det. Vi kan finde ud af det.”

Jeg snakkede med hende dagen efter, og det resulterede i, at følelsen var gensidigt. Hun var meget åben for at møde Martin og lære ham at kende. Martin og Nia mødt hinanden igennem mig, og de matchede helt perfekt. Det scenarie jeg havde forestillet mig i mit hoved, var kommet til virkelighed.

Ærlighed med kærlighed har ført til, at jeg i dag er i en relation med to personer. Vi er ikke længere et par-forhold, men en triad eller trouple, som det hedder når tre mennesker er i et forhold sammen. Jeg er i et kærligt og intimt forhold til to fantastiske sjæle. En mand og en kvinde som jeg beundrer, respekterer og elsker.

At kommunikere, vores følelser, tanker og behov, helt åbent med hinanden er vores største styrke. Vi bruger ord til at kommunikere medfølelse og empati, samt hvad der foregår i vores tanker og følelser i kroppen. På den måde undgår vi, at vores partnere danner antagelser, der muligvis ikke stemmer overens med virkeligheden. Vores ord har kræfter, derfor skal vi være opmærksomme på, hvordan vi taler til andre og os selv.

Nogle gange kan frygt og negative følelser opstå, som i ethvert andet parforhold, men vi snakker åbent og ærligt om det og hjælper hinanden med at huske på, at vi har det godt, at vi elsker hinanden, og at vi stoler på vores ubetingede kærlighed. Vi er bevidste om, at vores glæde og kærlighed begynder med os selv. Derfor kalder vi os ’conscious triangle’ (bevidst trekant).

Vores forhold kan være grænseoverskridende for mange mennesker, men vi ønsker ikke at føle skam, eller at vi skal gemme os, når vi er udenfor. Vi snakker frit om vores forhold med vores venner og familie, og hvis andre spørger, så er vi klar til at svare med ærlighed, kærlighed og empati.

Jeg spejler mig i dem. De spejler sig i mig. Vi elsker uden grænser og vi er glade for det. Kærlighed er den største kraft, der findes i vores verden. Men hvad er rigtig kærlighed? Ifølge min overbevisning er kærlighed subjektivt.

Der findes tusindvis af måder at udtrykke kærlighed på – lige så mange som der findes mennesker i verden. Det vigtigste, synes jeg, er, at du lære at kende og elske dig selv først, før du kan udvise kærlighed til andre

Hvis du sidder med spørgsmål eller med tanker om en lignede situation, er du velkommen til at skrive.

Kærlig hilsen

Victoria

Er tynd= Glad og Sexet?

Det er så vanvittigt, hvor meget vi går op i hvad den forbandede badevægt viser, og hvad andre (måske) tænker om os. Det er næsten som om, at kroppens størrelse, styrer hvor lykkelige vi er (eller hvor lykkelige vi bliver, hvis vi baaaare liiige får smidt de sidste kilo). Vi kan også finde på, at bruge vægten som et målebarometer over for andre kvinder: Hvor tynd er ekskæresten nye kæreste, hende der, huner måske lidt for tyk til den tøjstil og som interne ubevidst konkurrence veninder imellem.

Jeg hører så mange kvinder tale grimt, om deres egne krop – og det er klar, at hvis du fortsætter med at tale grimt om din krop, ja så manifestere det sig.  Jeg har da også mange gange sat negative ord på krop, men efter at jeg er blevet mor, er jeg meget bevidst om, at IKKE italesætte min subjektive holdning til mormor-vinke- armene eller dødspølsen på maven foran mine børn. Jeg venter da til, at de er gået i seng, og græder så snot ud ved Mads, på mine hormonelle dage.  For hvis de hører, at mor taler grimt om sig selv, så begynder de jo også at se selvkritisk på sig selv, og får derudover et forventningspres om hvordan en krop bør/skal se ud.  Børn ser og børn kopiere, og det gør mig sgu inderligt ked af det, når jeg hører et barn fra mine pigerne børnehave i ramme alvor, sige at hun er tyk.

Mig og min krops kamp

Jeg kan huske, at jeg sagde til min mand Mads da jeg havde født vores den ældste, at nu var han tvunget til at elske mig resten af livet – mens jeg sikkert sad med en stang Daim i mundvigen og kagekrummer på maven. Mads er nu så god, hvor efter han sagde og siger stadig, at han elsker MIG (læs uanset kropsstørrelse, forkærlighed til Dr. Pimple popper og morgenhår)

Mig, da jeg var 65 kg.”tyk”. Jeg har ikke mange billeder fra den tid, så beklager den dårlige kvalitet.

Hele min barndom har jeg været velsignet med det populære hvalpefedt, men jeg startede mit ungdomsliv med, at være alt for tynd, og tog derefter 20 kg. På, på et år. Med en kampvægt på 65, vil jeg ikke kategoriserer mig som tyk – men det gjorde omverden, og den havde ingen problem med at kommentere det. Det hjalp da heller ikke at der ca. sad 5 kg. I hver kind – Men fordi omverden fortalte mig, at det var forkert – måtte jeg jo hellere gøre noget ved det. Jeg kan huske, at min onkel en dag, out of the blue, gik hen til mig og sagde ” Du er da godt nok blevet fed, nu skal du passe på, at du ikke ender med at ligne dig mor”. Uden at blive alt for sentimental, ville jeg ønske at jeg på daværende tidspunkt havde haft den veljestyrke jeg har i dag, og sagt noget i stilen af ” du må godt nok ikke havde meget pik, når du kan fyre sådan en sætning af”. Jeg synes bare, at det er lidt vildt at tænke på – at man bliver bedømt så meget på det ydre. Som om du er et bedre, smukkere og attraktiv mennesker, hvis du er tynd!

Jeg er i dag midt imellem alt for tynd og ”tyk” – men jeg bliver faktisk stadig mindet om, at det ikke var okay. Jeg kan stadig få tilsendt billeder af mig fra den gang, men teksten ”kan du huske da du så sådan ud?” og det er ikke mange dage siden, at jeg blev spurgt om mit stofskifte ikke var ændret siden graviditet, siden jeg blev ved med at være tynd, for jeg så jo ikke sådan ud inden….

Jeg kan ikke se mig i spejlet, og se om jeg er tyk eller tynd (Jeg ved godt, at det lyder som en kæmpe løgner) – jeg ser bare mig. Jeg er glad for mit spejlbillede fordi jeg ser en glad Sandi. Mads gør mig glad og giver mig lyst til at holde og gøre mig lækker for ham (og måske endnu vigtigere, gør mig lækker for mig selv). Jeg danser, ikke for at tabe mig eller holde min vægt, men fordi jeg bliver glad i låget af at danse. Jeg bliver glad, når jeg kan se at min holdning bliver bedre, og jeg lærer at bevæge mig feminint. Jeg bliver glad, når jeg ser en glad kvinde i spejlet.

Elsk dig selv

Derimod gør det mig ked af, at så mange piger og kvinder bruger så meget af sin energi på, hvilken størrelse man selv er. I bund og grund kommer det jo an på, og man er glad og tilfreds! Kan du med den krop du har, gøre de ting i livet der gør dig inders inden glad og har du energi til det – ding ding ding, så har du sgu ramt plet! Det er først hvis din krop holder dig tilbage, for at udfolde dig i livets udfordringer, at du måske skal ændre noget i dit liv.

Men det gør mig endnu mere ked af det, når man bruger energi på, hvilken størrelse andre er. Når jeg kigger på andre kvinder, så kigger jeg ikke på størrelsen men på fremtoningen og glimtet i øjnene. Jeg elsker at komplimentere andre kvinder, ligegyldig om det er for deres smil, tøj eller noget tredje. Vi skal løfte hinanden og i stedet for at dømme.

Vælg aktiv at fokusere på det positive ved dig selv og andre. Selvom det måske godt kan være svært, så prøv at stille dig foran spejlet, og se bort fra evt. ekstra dellen, strækmærker og trætte bryster. Prøv så at se det skønne ved dig selv, måske dit flotte colgate smil, dit hår som sidder lige i skabet eller måske dine fregner er ekstra pippe lækre i dag!

Jeg lover dig, hvis du bliver ved med kun at fokusere på det dejlige ved dig selv, så bliver dit selvbillede ikke til at skyde igennem, og du vil også se mere positivt på andre.

Al søsterkærlighed til alle jer fantastiske smukke kvinder derude.

Hvor er den digitale opdragelse?

Mine to piger er begyndt til dans. Vi har kun været afsted to gange, så hele setuppet er nyt for mig – altså hvad der er tilladt som forældre, og hvad der ikke er, i sådanne sammenhæng

Jeg havde nemlig en oplevelse, som har givet stof til eftertanke – hvor går grænsen for brugen af mobiltelefonen, hvad er god digital etikette, og burde mange voksne have kursus i digital dannelse, ligesom der tales om, at børn skal i skolen?

Jeg må vist hellere lige fortælle min oplevelse. Som sagt var jeg til dans med mine piger, og man sidder som forældre på en bænk i salen, hvis ens barn er lidt utryg ved at være til dans. Jeg sad på bænken, sammen med en far til en pige, som gerne ville have, at han blev. Timen går i gang, og faren finder, hurtigere end ’The Flash’, sin mobil frem. Stakkels far, det er også enormt hårdt at skulle sidde en halv time og se på sin datter, OG undvære sidste nye oplevelser fra vennerne.

Selvom hans pige flere gange prøver at få øjenkontakt med ham i spejlet, er mobiltelefonen altså bare vigtigere – det ved enhver! Han kunne jo gå glip af dagens sjoveste (intetsigende) hundevideo… Han ser i hvert fald video, for han vælger da at se video med lyd!! Træk vejret Sandi…. Jeg kan jo ikke bestemme, om han skal se på sin lille pige danse eller videoer, men han skal kræftedme sgu da ikke have lyd på, når der er en time i gang!

Jeg har selvfølgelig så meget selvbeherskelse (dem der kender mig, griner måske af denne sætning), at jeg ikke siger noget. Jeg vælger, i bedste ’Bad boy’-stil, at nulle mig selv i ørerne og sige WUSAAA….

Jeg kigger kort på ham, hvorefter han lægger mobilen i lommen… i cirka 30 sekunder, hvorefter den igen kommer op fra lommen som en trold i en æske. Nu vælger han så at filme holdet, for det er som sagt meget bedre, end at være til stede – så kan han jo dokumentere, at han er en pisse god far, der tager med til datterens dansetime. Her kan det godt ske, at du, som læser, finder mig en kende konservativ, men Mads og jeg har valgt, at vores børn ikke skal figurer på sociale medier, og jeg kender ikke til farens digitale vaner. Derfor vælger jeg, efter endt time at lægge min hånd på hans arm, se ham ind i øjnene og siger venligt men bestemt: ”Jeg lagde mærke til, at du optog en video. Den kommer ikke på de social medier, eller andre steder, vel?!?” 

Jeg havde nok forventet mere ”du skal sgu ikke komme og belærer mig” attitude fra ham. Han undskyldte og skyndte sig ned i den anden ende, hvor han trak tiden ud for, at vi ikke skulle få et akavet møde i gangen, hvor vi tager sko og jakker på. Det var ikke intentionen, at han skulle undgå mig og mine børn – vi skal jo ses igen til næste danse time….

Men det er jo her problemet, for mig, opstår – at nogle voksne, ligesom børn, heller ikke tænker over deres digitale vaner. Det er vel de voksne, der skal være rollemodeller for deres børn og vise, hvordan og hvornår man bruger devices. Børn ser, og børn kopierer som guddommelige-dejlige kopi papegøjer. Men jeg kan godt se, at der er lang vej endnu, når man, allerede inde på fødegangen, må bede forældre om at lægge mobilen væk for at give barnet opmærksom eller hvile. Ligegyldigt, hvor man færdes, sidder de fleste mennesker med nakken bøjet og lader sig opsluge af mobilen.  

Nu tænker du, hvad har det med seksualitet at gøre. Det har det på mange måder – Et, hvis man signalerer, at mobilen er vigtigere, end den person du interagerer med, så mistes der noget intimitet, i den måde vi kommunikerer på, derudover bliver det også sværere at tilnærme sig nye mennesker, hvis deres hoveder er begravet i mobilerne som en struds. Vores egoisme udvikles og dyrkes i høj grad, og vi har så travlt med promovering, selveksponering og selviscenesættelse på de sociale medier, hvor vi prøver på at skabe os en glimmer barbie verden, hvor alt er perfekt. Det er bare et forvrænget billede af virkeligheden, hvor alt bestemt ikke er duckface og perfekt baggrund – men mere leverpostej i hår og kæmpe rander under øjnene. Lad os hellere dyrke fællesskabet, og nedbringe tallet af ensomme og den utilstrækkelighed som mange kan opleve.

To, hvis man har svært ved at sætte sig ind i andres grænser eller har forståelse for at andres grænser kan være forskellig fra ens egen. Tre, når nogle unge mennesker, uden forståelse for alvoren eller loven, anvender billeder af seksuel karakter, til at udstille og hævne sig.

For at komme med et eksempel på dette, var Mads og jeg til noget vinsmagning i Aalborg, hvorefter vi tog bussen hjem. I bussen mødte vi nogle søde unge mennesker, der fortæller, at de går i 9. klasse. Jeg anså situationen som et hyggeligt traf med unge mennesker. Indtil jeg opdagede, at en af drengene filmede Mads i skjul. Det skal lige siges, at han var en kende (læs: meget) fuld. Jeg bad ham venligt men bestemt om, at slette videoen. Han forstod ikke det forkerte i det. Jeg kender paragrafferne fra min undervisning, som jeg vredt smed i ansigtet på ham – NEJ, jeg har ikke temperament… men det gjorde åbenbart, at han først forstod i en alder af 15-16 år, at det er forkert at filme andre uden samtykke! Eller nej, jeg kan kun håbe, at han har forstået det.

Selvom den voksne generation ikke har fået tillært sig digital dannelse, må man gerne stoppe op og reflektere over, hvilke signaler man sender til sine medmennesker. Jeg mener, at vi, som voksne, skal lære vores børn digital dannelse på lige fod, som vi lærer dem, hvordan man er over for andre mennesker.

Det gør mig bange for, at de nye generationer ikke har fået en digital opdragelse omkring ens forlængelse af højre hånd (eller venstre, jeg går ind for ligestilling).

Jeg tager blandt andet fat i digital dannelse, når jeg er ude og undervise på lærerseminarier, eller når jeg holder foredrag til forældre – hvis du ønsker at høre mere, så kontakt mig endelig.

Den røde tabu plet

Ved du egentlig hvordan din cyklus fungere? Føler du skam, når du menstruere og holder pause med sex og for den sags skyld også fysisk aktivitet? Eller har du oplevet andre har påført dig skam når du menstruere? Der er meget mystik og skam omkring kvinders menstruation, egentlig både for drenge og piger.

Derfor skal vi have det afmystificeret, og kunne tale om hvad det rent faktisk er. I jo lige så godt få min historie, og jeg er sikker på at mange kan identificere sig med følelser og oplevelser.

Menstruation part 1

Jeg fik min første menstruation da jeg gik i 5 klasse. Jeg opdagede det ikke selv, det var min mor. Hun skulle vaske mit træningstøj efter fodbold, hvor hun havde haft en lup fremme, og opdager at der er en rød plet i mine underbukser. Hun kalder på mig, og stikker mine svedig underbukser med en klat blod op i hovedet på mig i værste kriminaldetektiv stil og siger ”har du fået dine menstruation Sandi??”.

Jeg var dog hverken spændt eller nysgerrig- og forstod ikke rigtig hvorfor hun reagerede som hun gjorde. Hun fandt straks en lille rød kalender frem og en rød kuglepen – MEGET SYMBOLSK og beskrev at jeg skulle sætte kryds hver gang, at jeg fik menstruation. Hun satte det første kryds… og så kom der ikke flere krydser i den fine kalender, for det var ikke min menstruation – det var min ” jomfruhinde” der sprang!

Menstruation part 2

Min faktiske menstruation kom i 6 klasse på det værste tidspunkt. Den kom for det første i skolen, og den dag vi skulle til Aalborg i badeland! Det var en sjældent begivenhed på min folkeskole, så jeg havde det virkelig sådan: WHAT DID I DO TO DESEVE THIS!! Jeg var i vildrede, og dybt ulykkelig, men fortalte det selvfølgelig til min bedste veninde, som tog mig i hånden og så gik turen til vores kvindelig svømmelærer. Hun var en meget pragmatisk og ligetil kvinde, hun spurgte om jeg brugte tampon – det vidste jeg ikke noget om – for jeg brugte jo ingenting!! Hun måtte jo så konkludere, at det gjorde jeg ikke, og man kunne ikke svømme med bind – så jeg måtte som den eneste blive hjemme på skolen! (det var jeg nok ikke, men det er sådan jeg husker det)

Jeg fortalte det ikke til min mor i første omgang – men var nødsaget til at gøre det, da jeg allerede i 7 klasse oplevede de famøse menstruation kramper. Der så min mor sit snit til at tage mig med til læge, og få mig på p-piller – ”for smertens skyld” – SÅ var vi jo ligesom ude over snakken om blomsten og bien, og så var hun da sikker på, at jeg ikke blev gravid! – HA, ikke at jeg blev gravid, men måske jeg skulle havde været sat lidt mere ind i, at det for at p-piller ligesom skal virke, så er det bare lidt vigtigt, at huske at tage dem…. Og det hjælper ikke, at tage flere på en gang, hvis man har glemt at tage piller i et par dage….. Får sgu helt ondt i maven, når jeg tænker på hvor uviden jeg har været.

On that note, så lad os da lige opsummere hvad jeg ved i en alder af 15 år. Du må ikke komme i svømmehal eller for den sags skyld dyrke idræt hvis du har menstruation. Kan i ikke huske, at det var ”lovligt” at blive fritage fra idræt, hvis man havde menstruation?? Vi får lidt plantet ideen om, at du bliver praktisk talt til en invalidt når ”kommunisterne er i lysthuset” (som en lærer så fint formulerede det).  Derudover får man p-piller for menstruationssmerter.  

Jeg var smart nok til at regne ud, at der var en cyklus – p-pillerne tog man jo i 21 dage, og ta-da så kommer der en blødningen. Men derudover, så vidste jeg ingenting- hvilket nok også grunden til i dag, at man har fokus på, hvordan man får børn – fordi vi ikke ved hvordan cyklussen ligesom virker! Jeg syntes det er lidt paradoksalt, når man kigger historisk på seksualundervisningen, så har man undervist i afholdenhed og hvordan man for guds skyld undgik at blive gravid (uden for ægteskab) – til nu, hvor man underviser i hvordan man faktisk bliver gravid.

SKAL vi absolut tale om det?

Jeg bliver også nødt til at kommentere, den måde mange drenge (og mænd for den sags skyld) er blevet holdt i mørket omkring kvinders menstruation. Der er da ikke noget, at sige til hvis drenge og mænd får et forkvaklet forhold til kvinders menstruation, hvis det IKKE  bliver italesat og gjort til noget hemmeligt. De skal da også vide, hvad det er- så det forstår processen hvis de finder sig en kvindelig kæreste, og ikke går i panik over synet af tamponer og bind i toiletspanden.

Jeg kender kvinder, der har oplevet at mænd tager afstand til dem, og udskammet dem, når de menstruerede, WHAT, som om vi periodiske var ulækre blødende monstre. Jeg har da også selv været sammen med drenge, som ikke ønskede blodpølse til middag. Hvilket er HELT okay, men du skal ikke udstille mig som klam, når jeg flager rødt!

Jeg skal gerne finde det store banner frem, og oplyse om, at der INTET skamfuldt er ved det. Jeg er også stor fortaler for, at drenge skal inkluderes i den seksualundervisning, hvor man taler om kvinder cyklus, og at mødre til drenge (og piger), er åbne omkring den del at kvindeligheden. Tal om det, så dine børn ved hvad det er – og at det ikke er noget skammelig, mystisk eller klamt!

Hvis du læser denne blog, og har mening eller historie som du ikke kan holde tilbage, så skriv endelig til mig. Jeg vil elske at høre fra dig – også hvis du ønsker at få mig ud og tale om kvinders seksualitet.

Fra selvbesmittelse til selvkærlighed

Ovenpå uge Sex i sidste uge, tænker jeg, at det er oplagt at tage fat i et af de mest tabuiserede emner, som jeg har undervist nogle af landets lærerstuderende i – nemlig onani, selvbesmittelse, selvmisbrug masturbation, trille ærten, gokke den af eller selvkærlighed. Kært barn har mange navne.

Personligt bryder jeg mig ikke om ordet onani. Måske fordi det historisk går hånd i hånd med noget skamfuldt og tabuiseret. Jeg vil meget hellere bruge ordet selvkærlighed eller formuleringen ’at dyrke sin seksualitet med sig selv’ – det er da noget mere elegant.

Historisk set har selvkærlighed nemlig været meget forbudt -især for drengene. Det havde jo intet med reproduktionen at gøre, hvorfor det ”kun” var lystbetonet og ergo en du-brænder-op-i-helvede SYND! Jeg har ikke kunnet finde litteratur, der direkte beskrev pigers selvbesmittelse (som det hed på daværende tidspunkt), nok fordi piger og kvinder blev opfattet som dydige (ikke selvtænkende) væsner uden en seksualitet… Aaarh den indre feminist brænder op indeni lige nu! Men i hvert fald har drengene været lidt udskældt på dette punkt.

Men selvkærlighed er stadig et stærk tabuiseret emne, selvom det er noget de fleste af os har prøvet eller gør – både drenge OG piger! Men der er en forestilling om, at drenge udøver meget selvkærlighed, mens piger gør det i mindre grad og samtidig føler skam ved det, når de gør det. Men det er et emne, der fylder ved begge køn. Lige fra barn til voksen, og lige for at gøre det klart, så skelnes der mellem børns selvkærlighed og voksnes selvkærlighed.

Når børn udforsker og udøver selvkærlighed, er det en del af den normale udvikling. Som barn er man af natur nysgerrig på de dejlige følelser og fornemmelser, der er i kroppen, når man berører bestemte kropsdele. De kobler det jo ikke til noget seksuelt – blot noget rart. SÅ FORÆLDRE, slå koldt vand i blodet, det er normalt og lad dem endelig udforske sig selv og hinanden gennem doktorlege. Det er første etape til at finde ud af, at vi er forskellige, og at det er okay.  

Jeg har gennem hele min barndom været FDF’er, hvilket er kristne ”spejdere”. Vi fik jo hele tiden at vide, at Gud var overalt, og ALTID kunne se os. Okay, hvor splittet var jeg ikke lige, når jeg som barn nød lidt ’alenetid’ med min bamse mellem mine ben og følte, at jeg blev set ned på af selveste GUD! For selvom der ikke var blevet sat ord på, så var der ingen tvivl om, at jeg vidste at det var skamfuldt og nærmest syndigt.

Følelsen af, at det var noget skamfuldt fulgte mig i mange år, selv da jeg fandt ud af, at Gud ikke var min personlige bodyguard, der altid havde et øje på mig.  Jeg er som udgangspunkt et ret seksuelt frit menneske, men jeg har heller ikke råbt højt omkring selvkærligheden, og jeg kan heller ikke rigtig erindre, at selvkærlighed er noget, som vi, i min venindegruppe, har talt om. Det er som om, at man risikerede at blive anset som pestbefængt, og sat i den fiktive gabestok til udstilling resten af livet, hvis man talte om sin egen nydelse.

Derfor tager jeg fat i emnet i denne blog for at gøre opmærksom på, at det er normalt – også for piger/kvinder. De fleste af os har sikkert oplevet første orgasme med os selv – man skal jo kravle, før man kan gå. Det er skelsættende for at finde ud af, hvordan ens krop fungerer, og hvordan man opnår nydelse. Derudover er det en billig måde at fordrive en regnvejsdag på – og underholdningsværdien er højere end ”Paradise Hotel”.

Desværre har mange kvinder svært ved at udforske sig selv. Måske fordi de har undertrykt lysten, eller fordi de føler det meget skamfuldt? Det, mener jeg, er en skam (ha skam, forstod I den?), for det begrænser højest sandsynligt seksuelle oplevelser med ens partnere, hvis der tages afstand til deres egen seksualitet. Derfor kan jeg kun opfordre til at omfavne din egen seksualitet og give den noget kærlighed.

Jeg saluterer mænd for at stå ved deres selvkærlighed, nu er det bare os kvinder, der skal stå ved vores pussy-power, og udforske med spejl og lup, nyde og hylde selvkærlighed frem for at gemme den under gulvtæppet, og gøre den til skamme!

Bær dine Toblerone med stolthed – ikke skamme!

Ovenpå alt det larm der er kommet over, at en X Faktor deltager ikke havde BH på, og i forlængelse af, at jeg vil have mere fokus på kvinder, kommer her, måske for nogen, lidt feministisk opkast! Men jeg vil prøve på i stedet at gøre det til en moderlig omfavnelse.

Jeg sad, som så mange andre leverpostej danskere og så X Faktor. Jeg krummer faktisk altid tær, og begraver mig i nærmeste armhule, over den måde de udstiller mennesker på, så hvorfor er det egentlig, at jeg ser det…? nå men videre i teksten… På skærmen dukker to unge piger op, hvoraf den ene, tydeligt, ikke har BH på. Det alene har tiltrukket flere tusinde uflatterende kommentarer på de sociale medier.

STOP, STOP, STOP, Har det danske folk virkelig ikke mere pli? En ung pige vælger (det har hun faktisk stadig rettigheden til) det naturlige look og IKKE at tage en BH på! COME ON! Hvis der er noget vi skal, så skal vi da netop hylde pigen for at gå mod strømmen og være normkritisk, ved ikke blot at tage en BH på, fordi det er det normen dikterer. I stedet for at udstille og skamme hende og hende bryster, skal vi da hylde ALLE bryster.

For hvor fantastiske er de ikke lige?! De er i stand til at give mad til babyer. De er en stor del af det at være og føle sig feminin og kvindelig. Dertil kommer den nydelse de kan give en, selv når man udøver selvkærlighed eller leger med andre. Halleluja for det!

Jeg husker tydeligt min første BH, som jeg fik, da jeg skulle konfirmeres. Det var den smukkeste BH i hvid satin, og jeg var så stolt, fordi den, for mig, var med til at manifestere, at jeg trådte ind i de voksnes rækker – så pyt med, at den A-skål var lidt for stor… Mange år efter, blev jeg ved med at bruge BH, fordi det var da bare noget man gjorde!

Nu som reel voksen, ifølge dåbsattesten, vælger jeg ofte selv, at ”going-stenalder-style” og lade den oftest forbandede, generende, gnavende, skarvende BH blive i skuffen. Det bliver da også til tider dagens gætte konkurrence til familiesammenkomster, om jeg har BH på den pågældende dag eller ej og kommenteret med et smil på læben. Jeg er heldigvis HELT tilfreds og elsker mine to lille hvide Tobleroner, og tager ikke kommentarerne til mig –  Men det er de færreste Teen-piger, der har modet, overskuddet og styrken til det. Det er i den tid, at alle vi VOKSNE skal være med til at støtte de unge og ikke udstille dem. Jeg tror ikke, at de mennesker, der har kommenteret det på de social medier, kender til betydningen af sådanne kommentarer.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, om det er de samme mennesker, der kommenterer på kvinders bryster med en negativ intension, kunne finde på at brug de samme ord om deres datter, kone, veninde, mor eller kæreste?

For de negative ord ”sætter sig”, og så er det den holdning, som unge piger får til sine bryster og sin krop – at den er forkert. Der er intet galt med den naturlige krop. Der er ikke noget at sige til, at 76 % af ungdommens piger har det dårligt med deres krop. Lad os da for helvede bakke de sidste 24 % op, i stedet for at udstille de 76 % på de sociale medier.

Bare lige for at tydeliggøre min pointe: Jeg mener ikke, at vi piger, kvinder og transkønnede i fællesskab skal have en stor bålafbrænding af BH’er, for BH’er er også et vidunder for mange, da den giver et løft, der kan aflaste ryggen, og skåner brystvorter for hudafskrabninger. Derudover kan sexet lingeri også være en velsignelse i parforholdet og for selvtilliden.

LAD OS HYLDE ALLE BRYSTER! De lange, de tynde, de runde, de store, de skæve – Sig noget pænt til dig selv i spejlet i dag eller til din kæreste eller veninde – For hvem bliver ikke glad for en kompliment?

BHén var en del af kvindefrigørelsen, da den kom som en erstatning for korsetter, men måske er det på tide at anse det frie valg, som det nye sort!

1 års fødselsdag, og ønsket om at være Steven Segal agtig i 2019

WHAAAT er der virkelig gået et år, og jeg er her stadig! Jeg synes helt ærligt, at det fortjener sit eget blogindlæg. For helt seriøst, så er jeg sgu da lidt stolt, at jeg, på under et år, har fået banket min lille virksomhed op, og faktisk helt voksenærligt kan sige, at jeg arbejder med min passion: Den sunde seksualitet! Da jeg startede, fik jeg at vide af min erhvervsrådgiver, at hvis man stadig havde sin virksomhed efter et år, så blev det til noget- lidt ala statistikken for om man bliver sammen inden barnets første leveår… men nu er jeg her stadig på Sund Seksualitets 1 års fødselsdag. TILLYKKE TIL MIG (totalt selvfed og ’fuck janteloven’-agtig).

Selvom jeg nu har været i gang i et år, er der stadig mange, der finder mit virke mystisk, måske mest på grund af min virksomheds navn. Det er i hvert fald lidt sjovt, for mig, at mine venner bliver spurgt af mine perifere bekendtskaber: ”Hvad er det liiige, hun laver?!?!”.

Det har da også været morsomt at præsentere mig og min virksomhed for nogle, som jeg ikke har mødt længe eller nye mennesker. Der er for det meste tre forskellige måder, hvorpå de reagerer: Nr. 1 Den nysgerrige, som for det meste spørger ind med: ”Det lyder da spændende og relevant. Du burde da tage kontakt til…”. Nr. 2 Afvigeren, som efter at have fået at vide, at jeg arbejder med den sunde seksualitet, straks laver ’Warner Brothers Hjulben’-manøvren, hvor jeg kun når at høre MIP MIP. Nr. 3, den lettere umodne, som jeg især har oplevet hos mænd. Deres svar lyder noget i stilen af: ”Hø hø, så kan du hjælpe med rejsningsproblemer”.  Lige for at komme fremtidige møder, med den tredje og sidste gruppe, i forkøbet –  så nej, jeg hjælper ikke aktivt med dine rejsninger.

Derfor vil jeg gerne forklare, hvad det er, jeg har lavet det forgangne år, samt hvad jeg finder på i det nye spændende år.

Jeg har blandt andet været ude og vidensdele til studerende og ansatte på sundhedsskoler, lærer- og pædagogseminarier om, hvad den sunde seksualitet er, hvorfor man overhovedet skal arbejde konkret med seksualiteten, samt hvordan man eventuelt kan inkorporerer seksualiteten i den kliniske hverdag og skolelivet.

Jeg har kun mødt studerende, der har været engageret og sultne på endnu mere viden. Det bekræfter mig bare i, at min enmandshær, for udbredelsen af at arbejde mere målrettet med seksualiteten, udvider sig med soldater, der også gerne vil arbejde mere helhedsorienteret med mennesker.

Jeg har dog også oplevet at køre hjem fra oplæg med ondt i maven – ikke på grund af fejl eller uengagerede studerende, men på grund af de studerendes oplevelser og fortællinger fra praksis. Vederstyggelige og grusomme fortællinger (som til tider tangerede til politianmeldelse) fra praksis om håndtering af seksualiteten hos borgere. BORGERE ikke ting! Fordi man er af ældre dato, demens eller lammet, skal man stadig behandle disse mennesker med respekt!

Af den grund har jeg derfor besluttet mig for, at jeg i det nye år vil fokusere på ældres seksualitet. Om jeg så skal karatesparke døre ned på de forskellige uddannelsessteder, bosteder, plejehjem, so be it. De og de næste mange generationer af ældre fortjener sgu da en behandling, hvor man giver omsorg til det hele menneske og ikke kun til vask og ernæring. Læser du dette som underviser på en sundhedsskole, som plejehjemsleder eller medarbejder i Ældre & Handicapforvaltningen, så giv endelig lyd. Så er jeg fri for, at Steven Segal the shit out of it på så mange døre.

Så mit ene mål for 2019 er at larme med min stortromme omkring ældres seksualitet. Mit andet mål er KVINDER. Kvinder skal, efter min mening, til at holde mere sammen, så vi i samskabelse kan bygge et federe fundament til de næste generationer, fri for unødvendig skam om egen krop og seksualitet. Vi skal blive bedre til at elske og acceptere os selv og hinandens forskelligheder! Det kommer til at ske i samarbejde med to andre fantastiske medsøstre, der ligesom mig ser, at kvindeligheden fortjener at blive saluteret og finpudset!

Jeg kan ikke vente med at komme i gang med 2019, som jeg har store forventninger til. Jeg håber, at du vil følge med, og at der vil kommer mange flere til.

GODT NYTÅR til søens folk, mænd og Gud bevare kvindekroppen

At blive mor part 2 – degraderet til hausfrau

At blive mor for første gang kan for nogen være det ”letteste” i verden, og for andre kan det være en ny rolle, der medfører fortvivlelse, skam og skuffelser. I sidste blog kom jeg ind på, hvad en graviditet kan ændre hos nogle kvinder, som igen kan påvirke ens seksualitet og samliv med partner. Du kan finde den her:  https://sundseksualitet.dk/2018/11/16/at-blive-mor-part-1-hormondaemon-paa-lur/. Hvis du endnu ikke er blevet mor, eller har valgt ikke at blive mor, så kan nedenstående være liiiidt for langhåret at læse, men kan nu alligevel være et par minutter værd. 

I denne blog vil jeg tage fat i tiden efter fødslen, som for mig var noget af en overraskelse. Hvad enten man er med i de døde pølsers klub, eller de mellemkøds-revners klub, så kan kroppen føles anderledes end før, og derudover flyver hormonerne rundt i kroppen lige efter fødslen.

Jeg oplevede de såkaldte babyblues dage, hvor gråden (MIN, ikke babys) kun holdt pause i ca. 30 sekunder, hvor du så skal nå at få noget at drikke, så man ikke tørre ud. Jeg kan huske, at jeg ringede grædende til min veninde, da Mads jo bare mande-forstod-det-ikke. Hendes ord var i første omgang min redning, men efterfølgende blev jeg vred. Hun sagde de magiske ord: ”Det er helt normalt”,og jeg fandt ro i, ikke at være den eneste som sad opløst i badekar af egnetåre. Men hvis det er helt normalt, og noget som mange oplever, hvorfor F*** er der så ingen der har fortalt mig det!

Jeg mener at man skal gøre en større dyd ud af den emotionelle ændring, der sker efter fødslen! For jeg var overbevist om, at jeg var et skridt fra den lukkede. Derfor larmer jeg lidt om det i denne blog.

Mens man stadig er gravid, går man oftest med drømme og forestillinger om, hvor helt igennem underskønherlig det hele bliver, når lille blyb kommer til verden. Så skal vi være en ”rigtig” familie, med den rigtige designerbarnevogn i den ene hånd og den rigtige partner i den anden. Alt imens man selvfølgelig asap er tilbage i den samme str. tøj, som før graviditet, håret smart og med Starbucks kaffe i kopholderen på barnevognen. Dertil kommer, at baby og børneværelset selvfølgelig er matchende  i den rigtige pudderfarve og de rigtige mærker. Alt i den nye familie er bare glimmer og regnbue.

Men hvad sker der, når det ikke lever op til forventningerne? Både som mor, som familie.

Hvis man ikke lever op til egne eller andres forventninger, så risikerer man at føle sig som en fiasko og blive fyldt med skam over egne tanker. For virkeligheden er, for de fleste, at baby skriger (så man får til tider lysten til at smide barnet ud af vinduet), man sover dårligt (nogle gange ikke), hvorfor man går rundt som en zombie, mens man servicere baby og barsel besøg. Man kan fucking bare ikke presse lårene ned i de samme bukser som før, og vælger derfor joggingtøjet (komfi men ikke sexy), og der er vitterlig gylp på alt tøj, man ejer.  Men det værste er, at vi dunker os selv oveni hovedet for ikke at være den ideelle speltfissemor.  Så skal vi ikke blive enige om, at skrueforventninger ned til en selv.

Efter fødslen af vores første pige, havde jeg det enormt hårdt! Jeg kunne ikke identificere mig med morrollen! Jeg havde ikke den der jeg-kan-løfte-en-bil-for-mit-barn-følelse, og dertil oplevede jeg stor skam over, at jeg følte, at den lille klump havde stjålet mit liv og identitet. Med et var jeg ikke Sandi, der kunne gøre, hvad hun egoist ville – Jeg ville stadig ud af huset og dyrke motion, se mine venner og ja drikke en øl. Men jeg følte, at jeg blev degraderet til mor og husmor (som følge af at være den, der går hjemme, og selvfølgelig har MASSERE af tid), med alle de roller, der tilhører:Rengørings- og vaskekone, indkøbswoman, babypasser, oprydder, planlægningskoordineringsmester. Dertil kom følelsen af at stå alene med det hele, mens Mads fik ”fri” og måtte få lov til at gå på arbejde. Jeg ved godt,at det er streng læsning, men det var sådan, jeg havde det i den første tid, og jeg fucking hadede det! Det var jeg heller ikke så god til at undertrykke, så derfor endte det da også tit med, at Mads sendte mig ud af huset, så jeg kunne få noget MIGTID, noget som jeg er utrolig taknemmelig for den dag i dag.

Der gik knap et halvt år, før jeg kunne identificere mig med morrollen, og elsker (det meste af tiden) at være mor nu til de to røvbananer.Jeg vil slet ikke undvære dem for noget i verden, og er stolt over at jeg i dag, er den bedste advokat for mine børn, men er blevet meget lettere til mommy tears. Men jeg kunne ønske mig, at førstegangsfødende fik mere viden om de emotionelle ændringer, der følger med, for så havde jeg måske været fri for at gå i et halvt år og føle mig skamfuld og forkert.

Derudover bliver jeg så edderspændt rasende over, at der ikke er mere fokus på parforholdet efter en graviditet. Det er vel givet i de fleste forhold, at det er bedre for barnets trivsel, at mor og (eller partner) far er sammen. En tredjedel af nye forældre oplever forbigående eller længerevarende seksuelle problemer efter fødslen -EN TREDJEDEL! Konsekvensen kan være brud eller skilsmisse. Sex og seksualiteten kan være under massiv pres som nybagte forældre, det kan de fleste vist godt nikke genkendende til. Derfor forstår jeg ikke, at fokus på seksualiteten ikke er større i de kommunale tilbud til gravide! For intimiteten er sgu vigtigt i parforholdet. Man burde forbygge disse brud, skam og følelser frem for at hjælpe forældre, når de står i lort til halsen. Det kommer sig nok af, at det stadig ikke er noget,  hverken par eller sundhedsprofessionelle finder naturligt.

Jeg ved, at mange sidder derude med  ”forbudte” følelser, og DET ER HELT NORMALT, som min kære veninde ville sige. Man skal bare reagere på de følelser, og tale højt om dem, hvis det er noget, som man vil ændre – hvad enten det er til en partner, læge, jordemoder eller sundhedsplejerske. Men denne blogs budskab er, værn om intimiteten.

Du skal være meget velkommen til, at dele din oplevelse om at blive mor eller spørge ind til min historie. Derudover glæder jeg mig til det nye år, hvor jeg med to andre fantastiske kvinder, vil sætte fokus på kvinders seksualitet under og efter graviditet.


At blive mor part 1- hormondæmon på lur

I sommer var jeg så heldig, at jeg fik lov til at være støttehjul til en fødsel, som var den mest vanvittige-surrealistiske-fantastiske oplevelse.  

Først og fremmest vil jeg, som kvinde og derved indehaver af eneret over udtalelser omkring fødsler, gerne sige undskyld. UNDSKYLD til jer mænd og partnere der ”passivt” må/skal stå ved siden af! – Nyd det, det er sjældent, at jeg undskylder, men det er da saftsuseme ikke for sarte sjæle og guldfisk, at have førsteparket til pinsel, blod og skrig, uden aktivt at kunne hjælpe. Jeg har ydmygt fået en helt ny respekt til de mænd og partnere, der står deres kære bi med, hvad end der er brug for i den laaaaange ventetid: Saftevand, underholdning, våd kølende klud til panden eller bare en boksepude.

Grunden, til at jeg fandt det umådeligt spændende at skulle deltage i en ”rigtig fødsel”, var måske, at jeg har født begge mine piger ved kejsersnit, og derved det stolte medlem af de døde pølsers klub. Derfor var jeg SÅ nysgerrig på, hvordan sådan en ”rigtig fødsel” foregår.

Nysgerrighed er mit bedste personlighedstræk, og der gik ikke lang tid, før jeg, i bedste cheerleaderstil, står i frit udsyn til viva la vulva, rosinhulen og tittebøh leg med baby, og skriger: KOOOOOOM NUUU….PREEEEEEEESSSSSSSS! Det var lige før, at jordemoderen blev i tvivl om hvem af os, der var i fødsel, eftersom jeg er selvudråbt verdensmester i sympatipres.

Her vil jeg godt lige stoppe op og give den største ros til de alt for travle jordemødre! Jeg ved ikke, hvordan de formår at have så travlt, og alligevel udstråle en Dalai Lama ro – De får den fødende kvinden og tilhør til at føle sig som de vigtigste i verden.

I mine efterveer som ”fødselshjælp”-stand-in, sad jeg med en kold øl i hånden og blev slynget tilbage til især graviditeten og fødslen af min første pige. Den kæmpe omvæltning det var, at være gravid, titlen som mor, men også at blive en familie.

Når man bliver gravid, sker der psykiske og fysiske forandringer. Nogle føler, at det er det mest rigtige i hele verden, og stråler af graviditetsskønhed og regnbue ud af røven og oplever ingen gener. Andre føler sig som en gravid udgave af Dr. Jekyll og Mr. Hyde med masser af hormoner og usikkerhed.

I min første graviditet tilhørte jeg den sidste gruppe. Selvom jeg var ovenud lykkelig for, at vi skulle være forældre, så var det for mig hårdt at være gravid. Jeg følte mig forkert, tyk og grim, og så hjælper det ikke på selvtilliden, at man fik bumser som en anden Fortnite-chipsspisende-coladrikkende teenager. Jeg følte, at folk skulede til mig på gade og tænkte, at der går en pige, der er ALT for ung til at være gravid – jeg var 29…

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg måtte overgive mig grædende i kampen med klædeskabet om at finde noget tøj, som jeg følte mig tilpas i. Her skal det nok lige nævnes, at jeg nægtede at købe graviditetstøj. Af en eller anden grund, var jeg stålsat på, at jeg skulle kunne alt som pregravid og i det samme tøj! Det lykkedes også, man er vel stædig! Men det var ikke altid uden gener. Når man står højgravid i høje hæle og en str. 36, tætsiddende kjole til bryllup kl. 3 om natten, mens jeg klamrede mig til alt, hvad jeg opfattede som min identitet, som på daværende tidspunkt ikke inkluderede baby i maven!

Som om det ikke var nok, så blev min krop besat af en hormondæmon. Seriøst jeg har grædt (her taler vi ikke om en enkelt tåre eller to, men mere om ”jeg kan ikke få luft, så meget græder jeg”), fordi Mads havde købt den forkerte kage til mig! Undskyld – kunne du ikke se på mig, at det var en flødeskumskage, jeg havde lyst til?!

Det hele påvirkede mig, og jeg følte mig ikke som Sandi. Er også ret sikker på, at Mads nogle gange har tænkt: ”Hvem er du, og hvor har du gjort af pigen, som jeg forelskede mig i?”. Det kan let gå hen og blive en forhindring i parforholdet, både i kommunikationen og intimiteten, så det er med at huske, at det for det meste kun er midlertidigt. Oplever man længerevarende identitetskrise eller parforholdsproblemer, kan det være en god ide at søge hjælp.

Jeg er kommet af med hormondæmonen, men jeg er sikker på, at mange gravide har samme følelse af at miste noget af sig selv i graviditeten. Nogle accepterer følelserne, mens andre kæmper med tankerne om at blive mor, og alle de forandringer, der hører med til en graviditet længe efter.

Del gerne din historie, her eller anonymt, om din graviditet, og de forandringer du og din partner oplever/har oplevet – for jeg lover dig, du er ikke alene!