At blive mor for første gang kan for nogen være det ”letteste” i verden, og for andre kan det være en ny rolle, der medfører fortvivlelse, skam og skuffelser. I sidste blog kom jeg ind på, hvad en graviditet kan ændre hos nogle kvinder, som igen kan påvirke ens seksualitet og samliv med partner. Du kan finde den her: https://sundseksualitet.dk/2018/11/16/at-blive-mor-part-1-hormondaemon-paa-lur/. Hvis du endnu ikke er blevet mor, eller har valgt ikke at blive mor, så kan nedenstående være liiiidt for langhåret at læse, men kan nu alligevel være et par minutter værd.
I denne blog vil jeg tage fat i tiden efter fødslen, som for mig var noget af en overraskelse. Hvad enten man er med i de døde pølsers klub, eller de mellemkøds-revners klub, så kan kroppen føles anderledes end før, og derudover flyver hormonerne rundt i kroppen lige efter fødslen.
Jeg oplevede de såkaldte babyblues dage, hvor gråden (MIN, ikke babys) kun holdt pause i ca. 30 sekunder, hvor du så skal nå at få noget at drikke, så man ikke tørre ud. Jeg kan huske, at jeg ringede grædende til min veninde, da Mads jo bare mande-forstod-det-ikke. Hendes ord var i første omgang min redning, men efterfølgende blev jeg vred. Hun sagde de magiske ord: ”Det er helt normalt”,og jeg fandt ro i, ikke at være den eneste som sad opløst i badekar af egnetåre. Men hvis det er helt normalt, og noget som mange oplever, hvorfor F*** er der så ingen der har fortalt mig det!
Jeg mener at man skal gøre en større dyd ud af den emotionelle ændring, der sker efter fødslen! For jeg var overbevist om, at jeg var et skridt fra den lukkede. Derfor larmer jeg lidt om det i denne blog.
Mens man stadig er gravid, går man oftest med drømme og forestillinger om, hvor helt igennem underskønherlig det hele bliver, når lille blyb kommer til verden. Så skal vi være en ”rigtig” familie, med den rigtige designerbarnevogn i den ene hånd og den rigtige partner i den anden. Alt imens man selvfølgelig asap er tilbage i den samme str. tøj, som før graviditet, håret smart og med Starbucks kaffe i kopholderen på barnevognen. Dertil kommer, at baby og børneværelset selvfølgelig er matchende i den rigtige pudderfarve og de rigtige mærker. Alt i den nye familie er bare glimmer og regnbue.
Men hvad sker der, når det ikke lever op til forventningerne? Både som mor, som familie.
Hvis man ikke lever op til egne eller andres forventninger, så risikerer man at føle sig som en fiasko og blive fyldt med skam over egne tanker. For virkeligheden er, for de fleste, at baby skriger (så man får til tider lysten til at smide barnet ud af vinduet), man sover dårligt (nogle gange ikke), hvorfor man går rundt som en zombie, mens man servicere baby og barsel besøg. Man kan fucking bare ikke presse lårene ned i de samme bukser som før, og vælger derfor joggingtøjet (komfi men ikke sexy), og der er vitterlig gylp på alt tøj, man ejer. Men det værste er, at vi dunker os selv oveni hovedet for ikke at være den ideelle speltfissemor. Så skal vi ikke blive enige om, at skrueforventninger ned til en selv.
Efter fødslen af vores første pige, havde jeg det enormt hårdt! Jeg kunne ikke identificere mig med morrollen! Jeg havde ikke den der jeg-kan-løfte-en-bil-for-mit-barn-følelse, og dertil oplevede jeg stor skam over, at jeg følte, at den lille klump havde stjålet mit liv og identitet. Med et var jeg ikke Sandi, der kunne gøre, hvad hun egoist ville – Jeg ville stadig ud af huset og dyrke motion, se mine venner og ja drikke en øl. Men jeg følte, at jeg blev degraderet til mor og husmor (som følge af at være den, der går hjemme, og selvfølgelig har MASSERE af tid), med alle de roller, der tilhører:Rengørings- og vaskekone, indkøbswoman, babypasser, oprydder, planlægningskoordineringsmester. Dertil kom følelsen af at stå alene med det hele, mens Mads fik ”fri” og måtte få lov til at gå på arbejde. Jeg ved godt,at det er streng læsning, men det var sådan, jeg havde det i den første tid, og jeg fucking hadede det! Det var jeg heller ikke så god til at undertrykke, så derfor endte det da også tit med, at Mads sendte mig ud af huset, så jeg kunne få noget MIGTID, noget som jeg er utrolig taknemmelig for den dag i dag.
Der gik knap et halvt år, før jeg kunne identificere mig med morrollen, og elsker (det meste af tiden) at være mor nu til de to røvbananer.Jeg vil slet ikke undvære dem for noget i verden, og er stolt over at jeg i dag, er den bedste advokat for mine børn, men er blevet meget lettere til mommy tears. Men jeg kunne ønske mig, at førstegangsfødende fik mere viden om de emotionelle ændringer, der følger med, for så havde jeg måske været fri for at gå i et halvt år og føle mig skamfuld og forkert.
Derudover bliver jeg så edderspændt rasende over, at der ikke er mere fokus på parforholdet efter en graviditet. Det er vel givet i de fleste forhold, at det er bedre for barnets trivsel, at mor og (eller partner) far er sammen. En tredjedel af nye forældre oplever forbigående eller længerevarende seksuelle problemer efter fødslen -EN TREDJEDEL! Konsekvensen kan være brud eller skilsmisse. Sex og seksualiteten kan være under massiv pres som nybagte forældre, det kan de fleste vist godt nikke genkendende til. Derfor forstår jeg ikke, at fokus på seksualiteten ikke er større i de kommunale tilbud til gravide! For intimiteten er sgu vigtigt i parforholdet. Man burde forbygge disse brud, skam og følelser frem for at hjælpe forældre, når de står i lort til halsen. Det kommer sig nok af, at det stadig ikke er noget, hverken par eller sundhedsprofessionelle finder naturligt.
Jeg ved, at mange sidder derude med ”forbudte” følelser, og DET ER HELT NORMALT, som min kære veninde ville sige. Man skal bare reagere på de følelser, og tale højt om dem, hvis det er noget, som man vil ændre – hvad enten det er til en partner, læge, jordemoder eller sundhedsplejerske. Men denne blogs budskab er, værn om intimiteten.
Du skal være meget velkommen til, at dele din oplevelse om at blive mor eller spørge ind til min historie. Derudover glæder jeg mig til det nye år, hvor jeg med to andre fantastiske kvinder, vil sætte fokus på kvinders seksualitet under og efter graviditet.