5 ting jeg ville ønske, at jeg vidste før jeg havde sex første gang!

Af Sandi Sjørup

Hvorfor skriver jeg nu sådan en blog. Det gør jeg, fordi jeg, som så mange andre, har fået en forskruet ide om, hvad og hvordan sex ser eller bør se ud, inden man overhovedet er kommet i gang!

Jeg havde ikke ret meget seksualundervisning i folkeskolen, og eftersom seksualundervisningen stadig ikke er højt prioriteret i folkeskolen, har jeg valgt at lave en liste over de ting, som jeg gerne ville have, at der var nogen, der havde talt med mig om, inden jeg gik ud og benyttede mig af min pussypower. Det er så vigtigt, mener jeg, at man som ung har nogle ægte voksne at tale med, til at give en den bedste start på sexlivet. Så denne blog er til dig, der er forælder til en kommende teenager, ELLER til dig, som lige har påbegyndt eller skal til at stå på den seksuelle rutsjebane. En opfordring kan være, at tænke dig tilbage til dine første gange, og tænke over hvad DU kunne havde tænkt, at nogen havde talt med dig om. Her får du fem ting, som jeg ville ønske jeg havde vidst og talt med nogen om.

1.Sex er ikke som i romantiske amerikanske film

 

Sad but true, og i hvert fald første gang man har sex! Jeg tror faktisk sørgeligt nok, at jeg havde en forventning om, at det ville være noget helt unicorn specielt, faktisk på kanten til, at der ville dale rosenblade ned fra loftet, og at den udvalgte ville behandle mig som promqueen. OH boy  der fik jeg en våd og sur karklud i ansigtet, da det romantiske blev skiftet ud med et halbal (mit første og sidste), hvor min aften stoppede da natteravnene gav mig et stykke slik for brækånde. Da jeg kommer hjem, ser jeg min daværende ældre kæreste, der havde taget en taxa fra Slagelse til Nordjylland. Nogen siger, at det var en romantiske gestus – jeg kalder det bare en liderlig fyr. Vi var begge i bagkanten af vores beruselses alkoholtåge, han havde sine hvide tennisstrømper på, og selvom det kun varede cirka to minutter, nåede min bror at afbryde halvvejs – Det var en gennemført klassisk kikset første gang! Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Nåeh ja, nu er han kommet den lange vej, så det skal jeg vel belønne…”. Jeg ville ønske, at der var nogen, der havde talt med mig om første gang for at få et mere realistisk billede af, hvad der forventedes af mig og en partner. Derudover at det bare er en pænt dårlig ide, at være fuld første gang. Min første gang havde nok været med samme fyr, men det havde højest sandsynligt været en anden oplevelse. Så råd til dig som forælder, talt med dit barn om første gang – også selv om det er svært. Det vigtigste er at italesætte, at det er okay at komme til dig med spørgsmål og få råd.  

2.Hvor bliver klatten af?

 

Ikke at dette var så relevant første gang, men jeg ville nu alligevel gerne have ønsket mig, at man i seksualundervisningen havde talt om noget så basalt som, hvor bliver klatten af!? Jeg tror, jeg taler på mange pigers/kvinders vegne, når jeg siger, at det kommer som en uventet og dårlig overraskelse, når man rejser sig op, og klatten glider langsomt ned ad benet, og selvom man febrilsk prøver at holde på det, mens man løber ud på badeværelset, så efterlader man sig et sneglespor. Dette er jo kun en selvfølge, hvis man ikke bruger kondom, og selvfølgelig gør man det – SIKKERHED FREM FOR ALT! Men tilbage til klatsnakken, for jeg har altid undret mig over, hvor drenge gjorde af klatten når de onanerede, og åbenbart bliver mænd forlegne, når jeg spørger – nogen der kan hjælpe med svar?.

3. Tis efter sex

 

Denne hænger sammen med nr. 2, fordi det bare er en Einstein-god ide at gå på toilettet efter sex (dette gælder alle former for sex). Når man blander det fugtige miljø med andre ting, giver det god grobund for bakterier, der kommer i urinrøret. Hvis du tisser efter sex, skylder du bakterier ud og forebygger blærebetændelse. HA… og min mor påstod, at det var, fordi jeg gik i for lidt tøj…

4.Skedeprutter er normale

 

Når man nu begynder på den seksuelle rejse, kan man nemt blive forlegen over små ting, og det er en sårbar situation, fordi mange jo gennemgår den hormonelle udvikling samtidig, og derfor nemt kan blive usikker på sig selv. Derfor er det vigtigt for mig at slå et slag for skedeprutter, som er HELT normale – ved nogle sexstillinger lukkes der mere luft ind, og ud kommer den smukke lyd af en skedeprut. Når jeg tænker tilbage på usikker unge Sandi, så kan jeg huske, at jeg ville hellere tygge mig arm over end at fyre en skedeprut af, alt imens man prøver at efterligne en sexet lille killing. Men DER skal man lære at grine af det, og tage det som en del af oplevelsen. Det er dog muligt at træne sin bækkenbund, jo mere trænet jo mindre luft. Bækkenbundstræning er generelt bare en god ide, så kom du bare i gang (dette gælder drenge og piger).

5.sex er mere end penetration

 

Nr. 5 er nok den som jeg finder vigtigst! Sex er (som udgangspunkt) det bedste, og det kan indeholde alle farver og kombinationer af fyrværkeri, som du kan forestille dig. Men sex indeholder MEGET mere end penetration. Når jeg er ude og afholde foredrag, beder jeg gerne publikum om at lukke øjnene og tænke på en sexakt. Resultaterne af denne aktivitet viser, at flertallet tænker på penetration af penis i et heteroseksuel forhold, som slutter, når manden er kommet. Der er også en opfattelses af, at hvis der ikke har været penetration, er det ikke rigtig sex. Det er problematisk tænkning – ikke kun for heteroseksuelle forhold, men også for seksuelle oplevelser, der ikke involverer en penis!! CHOK, ja det sker faktisk.

Det er problematisk for kvinder, eftersom deres orgasmer ofte bliver opfattet som noget ekstra, som en bonus, eller som en del af forspillet. Som har til opgave at tænde kvinden, så penetrationen er lettere – så det bliver mere et middel, end et mål i sig selv.

Historisk var mandens udløsning lig med reproduktion og blev derved anset som det vigtigste. Men i nutiden, hvor reproduktionen er blevet løsrevet fra sexakten, må mænd og kvinders nydelse og orgasme ligestilles. Det er som om, at kvinder er trænet bevidst og ubevist til at være underdanige og sætter mandens nydelse først. Kvinderne er ikke gode til at bede om eller kræve nydelse og orgasme. Dog synes jeg ikke, at det burde være nødvendig at bede om, men jeg mener, at det burde ligge i kortene, at begge partnere skal have nydelse.

Jeg vil bare lige understrege, at mænds orgasmer, nydelse eller penetration OGSÅ er vigtigt. Jeg er bare fortaler for seksuel ligestilling i sengen, og at vi som forældre lære de næste generationer af piger og kvinder, at de har ret til nydelse og orgasmer, og at dette er lige så vigtig som mænds orgasmer og nydelse!

Derfor gentager jeg lige: tal med din partner og dine børn om sex! Ønsker du som læser hjælp til at tale med dine børn eller din partner om emnet, så kontakt mig endelig.

Har du nogle spørgsmål?