I kønsrollernes tegn 1920 vs. 2019

Jeg er så heldig, at Sofie Mathilde fra Mathilde kollektivet har tilbud at skrive en gæsteblog her på Sund Seksualitet. Sofie er en helt fantastisk varmt, rummelig og meget reflekterende kvinde. Det er netop denne reflekterende tankegang, der har fået Sofie til at tænke over, hvad og hvordan hendes familie og isærdeleshed sin mormor, der påvirker hendes tanker og syn på kønsroller. Efter at have boet med sin mormor, er hun blevet bevidst om, at tidens tand sat sit præg på kvinders seksualitet, kønsroller og frihed. Så er der ikke andet at sige end velbekom og enjoy:)

Valborg Mathilde og Sofie Mathilde i Valborgs hjem, hvor de kvindelig dyder er tydelige.

Mit navn er Sofie Mathilde, jeg er en del af Mathilde kollektivet. I to år valgte jeg at bo sammen med min mormor Valborg Mathilde. Selvom jeg synes, at jeg tidligere var meget tæt på min mormor, kan det på ingen måde sammenlignes med den nærhed vi har fået til hinanden efter de to år vi boede sammen. På nogle områder er vi faktisk gået hen og blevet afhængige af hinanden, på godt og ondt. Og det hele bunder i det syn på seksualitet og kønsroller, som jeg er blevet præget af gennem kvinderne i mit liv, i det har mormor haft en særdeles stor indflydelse.

For mig som person handler seksualitet om næsten alle aspekter i os som mennesker, i alt fra vores selvbillede til vores verdensbillede. Derfor kan jeg ikke pege på det sted hvor seksualiteten er og bunder i, når jeg er sammen med mormor, den er i det hele! Meget af det er noget vi har udviklet gennem de to års bofællesskab i Mathildekollektivet, som f.eks. berøring, da dette ikke har haft nogen særlig betydning tidligere i vores familie. Denne type seksualitet er synlig – berøring. Som når mormor og jeg giver hinanden et kram eller holder i hånd. Andre gange er seksualiteten skjult i det indirekte som når mormor kun går i kjole eller nederdel,som hun har gjort hele sit liv. Som har præget mig gennem en stor del af mit liv med sætningen: “Piger er pænest i kjole”.

Netop dette bunder i, at vores hjem er klassisk, ikke som 2019 klassisk, men gammeldags klassisk, meget gammeldags. Kan du forestille dig en husmor fra 1920’erne? Manden har sit kontor i hjemmet, hvor han har et par enkelte ansatte. Manden forsørger familien, mens kvinden i hjemmet sørger for alt fra hus, have, børn og fungerer som kontordame – den slags kvinde hvor man oftest tænker, hvordan kan den kvinde dog holde styr på alting? Samtidig så virkede kvinder i 20’erne altid præsentable – flotte og nydelige udadtil. Som par var de uadskillelige, og de har selvfølgelig kun haft hinanden. Manden var noget der fuldendte kvinden – en kvinde uden mand var nærmest en synd, for en mand var “need to have”. Mens kvindens rolle ikke var nødvendig for manden, hun var en “nice to have”. 

Kvinder og kønsroller

Imens samfundet bare kørte i de gamle kønsroller, var der kvinder, som begyndte at råbe højt og ikke ville være med i denne strøm. Det ændrede kvinders forhold til manden og hjemmet, det gjorde dem langt mere selvstændige – ja du kender historien, en frihedskamp for kvinderne. Nu kommer vi lige tilbage til os i Mathilde kollektivet. Der hvor resten af samfundet udviklede sig, hvor kvinderne kom på arbejdsmarkedet, fik deres egen stemme i forhold til politik og begyndte at få mere frihed i den måde de klædte sig på (listen af nyfunden frihed og rettigheder er kolossal enorm lang og du kan sikkert selv finde på flere). Men lige der stod tiden stille hos min mormor og morfar.

Mens bukser og andet langt mere behagelig beklædning, kom på mode, så ville min morfar have en “nydelig” kone. Dette betød, at hun i hvert falde ikke skulle gå i bukser, det var forbeholdt mænd. Morfars klare holdninger har altid præget min mormor, som husmor, kone og i det hele taget som kvinde! Hun skulle holde styr på alting og har gjort et FANTASTISK arbejde, og jeg ser på hende som idealet af en husmor; hende der kunne alt, en af de der super kvinder. Men når jeg spørger hende, hvorfor hun gjorde det, så svarer hun “det skulle jeg pga. min mand”.

Hun kan fortælle i timer om, hvordan min morfar var forsikringsmand, hvordan hun passede telefonen, om når morfar var ude forventede han at maden var på bordet, børnene var ordnet og huset ‘shinede’ når han kom hjem, og han lagde ikke skjul på det. Min mormor er stolt, når hun fortæller det, hun var og er IKKE noget offer. Alt min mormor har gjort har været for hendes mand. Hun var lige omkring de 18 år, da de mødtes og de har aldrig haft andre end hinanden, selvom det var normen, så er jeg ikke i tvivl om, at de har elsket hinanden. Men de har levet i nogle fasttømrede stereotype kønsroller, som er et levn fra fortiden og som ikke har udviklet sig i takt med samfundets kvindesyn og rettigheder.

Det har skabt en kæmpe skam i mig. Da jeg skal efterkomme samme normer som i 1920’erne men lever i 2019. Hvor jeg er overbevist om, at kvinders ord, holdninger, refleksioner og meninger er lige så værdifulde som en mands. Men hjemme har jeg følt, at jeg skulle slå i bordet og trampe i gulvet, for mit syn på frihed og selvstændighed. Når mormor og jeg i Mathilde kollektivet snakker om, at jeg en gang imellem har sagt fra, så har mormor virket meget uforstående overfor, at jeg ikke har været i stand til at holde min mening for mig selv. Denne uforståenhed bliver endnu mere tydelig, hvis diskussionen har været oppe mod en mand og her kommer typisk sætningen i en eller anden afskygning:  “Du skal bare føje dig, Sofie hvis det er en mand som siger det”. Så min mening er forkert idet at en mand er uenig med mig? eller bare har et andet synspunkt? Så mit synspunkt er ikke stærkt nok? og den eneste begrundelse der er, er fordi jeg er kvinde og den anden part er en mand?

Uhhh det løber koldt ned af ryggen på mig, det er lige der hvor kvindernes kamp for at bryde ud af en seksualiseret kønsrolle bliver sparket 100 år tilbage i tiden.

Kvindens pligt?

Når jeg snakker med mormor om forhold, har hun meget svært ved at sætte sig ind i det faktum, at man kan vælge at have flere partnere gennem livet, at gå fra hinanden og det faktisk også kan være kvindens valg. Selvom vi lever i en tid, hvor det er langt fra flertallet, som kun har haft en partner i livet, så føler jeg mig stadig presset til, jo før jo bedre, at finde den mand jeg skal giftes med. Fordi min mormor hele tiden præger mig i, at det at blive gift og få børn er det eneste rigtige for en kvinde.

Jeg har altid være forhippet på, at jeg skulle have en kæreste, så lige meget hvad jeg blev budt, så bed jeg det i mig, for det galt ikke om mængden af lykke i forholdet, men længden. Min egen lykke føltes ligegyldig og jeg tilsidesatte mig selv, så længe min partner var glad og tilfreds med mig. Hvis ikke jeg havde en kæreste, blev jeg heftigt spurgt ind til, om jeg ikke havde fundet en. Det undrede mormor, at jeg ikke kunne finde en, som om jeg ikke bare kunne gå ned i Føtex og tage den første der var ‘villig’. Det drænede en, fordi det efterlod mig med en følelse af, at jeg ikke var fuldendt som menneske, når jeg ikke havde en kæreste. Samtidig følte jeg mig utilstrækkelig i et forhold, hvis min partner ikke var 100% tilfreds med mig.

Dette er særligt kommet til udtryk de gange, hvor forholdet er blevet brudt. Jeg har siddet tilbage med et tankemønster, hovedsageligt skabt af, de normer, værdier og overbevisninger jeg er vokset op med gennem mormor. Det var min egen skyld, at han gik fra mig, måske fordi; jeg ikke var huslig nok, fordi jeg havde været kærester med “for mange” inden, fordi jeg ikke var dygtig nok i skolen, fordi han ikke var tilfreds med mit udseende – listen er nærmest uendelig, de overbevisninger og mig som væsen i denne verden satte jeg lighedstegn ved. 

Den skarpe, har nok bemærket, at jeg har skrevet i datid. Jeg kom på seminariet, og jeg fik nogle veninder, som rynkede på næsen når jeg fortalte om situationer hvor jeg havde mere travlt med at tilfredsstille min kærestes behov fremfor mine egne. For mig var det en selvfølgelighed, at min kæreste måtte bestemme over mig, fordi det var mig, som skulle gøre ham gladere. Jeg har nu erfaret, at det vigtigt ikke at tilsidesætte sig selv hundrede procent for andres skyld.

En Sofie Mathilde der ikke efterlever andres normer og værdier. Jeg syntes at hun udstråler mere rå power women.

Desværre er denne tilsidesættelse af mig selv synlig i alle mine relationer, også når det gælder mormor i Mathilde kollektivet. I de sidste to år, har hendes behov kommet før mine, og det skal man også kunne. Men det er en hård-fin balancegang, hvor jeg er ved at finde min line igennem mine og andres behov.  Vi skal hver især finde den vej, som passer os gennem livet, INGEN må få følelsen af at være forkert eller ubetydelig. Ingen andre end dig selv bestemmer din værdi, din sandhed – dit liv er dit!

Lev det med oprejst pande og brystet skruttet godt frem – hvis det er sådan noget du er til. Bliv inspireret af andre, men lad aldrig nogensinde nogen få dig til at føle at dit valg, din følelse og dit liv er forkert. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *