Hvor er den digitale opdragelse?

Mine to piger er begyndt til dans. Vi har kun været afsted to gange, så hele setuppet er nyt for mig – altså hvad der er tilladt som forældre, og hvad der ikke er, i sådanne sammenhæng

Jeg havde nemlig en oplevelse, som har givet stof til eftertanke – hvor går grænsen for brugen af mobiltelefonen, hvad er god digital etikette, og burde mange voksne have kursus i digital dannelse, ligesom der tales om, at børn skal i skolen?

Jeg må vist hellere lige fortælle min oplevelse. Som sagt var jeg til dans med mine piger, og man sidder som forældre på en bænk i salen, hvis ens barn er lidt utryg ved at være til dans. Jeg sad på bænken, sammen med en far til en pige, som gerne ville have, at han blev. Timen går i gang, og faren finder, hurtigere end ’The Flash’, sin mobil frem. Stakkels far, det er også enormt hårdt at skulle sidde en halv time og se på sin datter, OG undvære sidste nye oplevelser fra vennerne.

Selvom hans pige flere gange prøver at få øjenkontakt med ham i spejlet, er mobiltelefonen altså bare vigtigere – det ved enhver! Han kunne jo gå glip af dagens sjoveste (intetsigende) hundevideo… Han ser i hvert fald video, for han vælger da at se video med lyd!! Træk vejret Sandi…. Jeg kan jo ikke bestemme, om han skal se på sin lille pige danse eller videoer, men han skal kræftedme sgu da ikke have lyd på, når der er en time i gang!

Jeg har selvfølgelig så meget selvbeherskelse (dem der kender mig, griner måske af denne sætning), at jeg ikke siger noget. Jeg vælger, i bedste ’Bad boy’-stil, at nulle mig selv i ørerne og sige WUSAAA….

Jeg kigger kort på ham, hvorefter han lægger mobilen i lommen… i cirka 30 sekunder, hvorefter den igen kommer op fra lommen som en trold i en æske. Nu vælger han så at filme holdet, for det er som sagt meget bedre, end at være til stede – så kan han jo dokumentere, at han er en pisse god far, der tager med til datterens dansetime. Her kan det godt ske, at du, som læser, finder mig en kende konservativ, men Mads og jeg har valgt, at vores børn ikke skal figurer på sociale medier, og jeg kender ikke til farens digitale vaner. Derfor vælger jeg, efter endt time at lægge min hånd på hans arm, se ham ind i øjnene og siger venligt men bestemt: ”Jeg lagde mærke til, at du optog en video. Den kommer ikke på de social medier, eller andre steder, vel?!?” 

Jeg havde nok forventet mere ”du skal sgu ikke komme og belærer mig” attitude fra ham. Han undskyldte og skyndte sig ned i den anden ende, hvor han trak tiden ud for, at vi ikke skulle få et akavet møde i gangen, hvor vi tager sko og jakker på. Det var ikke intentionen, at han skulle undgå mig og mine børn – vi skal jo ses igen til næste danse time….

Men det er jo her problemet, for mig, opstår – at nogle voksne, ligesom børn, heller ikke tænker over deres digitale vaner. Det er vel de voksne, der skal være rollemodeller for deres børn og vise, hvordan og hvornår man bruger devices. Børn ser, og børn kopierer som guddommelige-dejlige kopi papegøjer. Men jeg kan godt se, at der er lang vej endnu, når man, allerede inde på fødegangen, må bede forældre om at lægge mobilen væk for at give barnet opmærksom eller hvile. Ligegyldigt, hvor man færdes, sidder de fleste mennesker med nakken bøjet og lader sig opsluge af mobilen.  

Nu tænker du, hvad har det med seksualitet at gøre. Det har det på mange måder – Et, hvis man signalerer, at mobilen er vigtigere, end den person du interagerer med, så mistes der noget intimitet, i den måde vi kommunikerer på, derudover bliver det også sværere at tilnærme sig nye mennesker, hvis deres hoveder er begravet i mobilerne som en struds. Vores egoisme udvikles og dyrkes i høj grad, og vi har så travlt med promovering, selveksponering og selviscenesættelse på de sociale medier, hvor vi prøver på at skabe os en glimmer barbie verden, hvor alt er perfekt. Det er bare et forvrænget billede af virkeligheden, hvor alt bestemt ikke er duckface og perfekt baggrund – men mere leverpostej i hår og kæmpe rander under øjnene. Lad os hellere dyrke fællesskabet, og nedbringe tallet af ensomme og den utilstrækkelighed som mange kan opleve.

To, hvis man har svært ved at sætte sig ind i andres grænser eller har forståelse for at andres grænser kan være forskellig fra ens egen. Tre, når nogle unge mennesker, uden forståelse for alvoren eller loven, anvender billeder af seksuel karakter, til at udstille og hævne sig.

For at komme med et eksempel på dette, var Mads og jeg til noget vinsmagning i Aalborg, hvorefter vi tog bussen hjem. I bussen mødte vi nogle søde unge mennesker, der fortæller, at de går i 9. klasse. Jeg anså situationen som et hyggeligt traf med unge mennesker. Indtil jeg opdagede, at en af drengene filmede Mads i skjul. Det skal lige siges, at han var en kende (læs: meget) fuld. Jeg bad ham venligt men bestemt om, at slette videoen. Han forstod ikke det forkerte i det. Jeg kender paragrafferne fra min undervisning, som jeg vredt smed i ansigtet på ham – NEJ, jeg har ikke temperament… men det gjorde åbenbart, at han først forstod i en alder af 15-16 år, at det er forkert at filme andre uden samtykke! Eller nej, jeg kan kun håbe, at han har forstået det.

Selvom den voksne generation ikke har fået tillært sig digital dannelse, må man gerne stoppe op og reflektere over, hvilke signaler man sender til sine medmennesker. Jeg mener, at vi, som voksne, skal lære vores børn digital dannelse på lige fod, som vi lærer dem, hvordan man er over for andre mennesker.

Det gør mig bange for, at de nye generationer ikke har fået en digital opdragelse omkring ens forlængelse af højre hånd (eller venstre, jeg går ind for ligestilling).

Jeg tager blandt andet fat i digital dannelse, når jeg er ude og undervise på lærerseminarier, eller når jeg holder foredrag til forældre – hvis du ønsker at høre mere, så kontakt mig endelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *