Bær dine Toblerone med stolthed – ikke skamme!

Ovenpå alt det larm der er kommet over, at en X Faktor deltager ikke havde BH på, og i forlængelse af, at jeg vil have mere fokus på kvinder, kommer her, måske for nogen, lidt feministisk opkast! Men jeg vil prøve på i stedet at gøre det til en moderlig omfavnelse.

Jeg sad, som så mange andre leverpostej danskere og så X Faktor. Jeg krummer faktisk altid tær, og begraver mig i nærmeste armhule, over den måde de udstiller mennesker på, så hvorfor er det egentlig, at jeg ser det…? nå men videre i teksten… På skærmen dukker to unge piger op, hvoraf den ene, tydeligt, ikke har BH på. Det alene har tiltrukket flere tusinde uflatterende kommentarer på de sociale medier.

STOP, STOP, STOP, Har det danske folk virkelig ikke mere pli? En ung pige vælger (det har hun faktisk stadig rettigheden til) det naturlige look og IKKE at tage en BH på! COME ON! Hvis der er noget vi skal, så skal vi da netop hylde pigen for at gå mod strømmen og være normkritisk, ved ikke blot at tage en BH på, fordi det er det normen dikterer. I stedet for at udstille og skamme hende og hende bryster, skal vi da hylde ALLE bryster.

For hvor fantastiske er de ikke lige?! De er i stand til at give mad til babyer. De er en stor del af det at være og føle sig feminin og kvindelig. Dertil kommer den nydelse de kan give en, selv når man udøver selvkærlighed eller leger med andre. Halleluja for det!

Jeg husker tydeligt min første BH, som jeg fik, da jeg skulle konfirmeres. Det var den smukkeste BH i hvid satin, og jeg var så stolt, fordi den, for mig, var med til at manifestere, at jeg trådte ind i de voksnes rækker – så pyt med, at den A-skål var lidt for stor… Mange år efter, blev jeg ved med at bruge BH, fordi det var da bare noget man gjorde!

Nu som reel voksen, ifølge dåbsattesten, vælger jeg ofte selv, at ”going-stenalder-style” og lade den oftest forbandede, generende, gnavende, skarvende BH blive i skuffen. Det bliver da også til tider dagens gætte konkurrence til familiesammenkomster, om jeg har BH på den pågældende dag eller ej og kommenteret med et smil på læben. Jeg er heldigvis HELT tilfreds og elsker mine to lille hvide Tobleroner, og tager ikke kommentarerne til mig –  Men det er de færreste Teen-piger, der har modet, overskuddet og styrken til det. Det er i den tid, at alle vi VOKSNE skal være med til at støtte de unge og ikke udstille dem. Jeg tror ikke, at de mennesker, der har kommenteret det på de social medier, kender til betydningen af sådanne kommentarer.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, om det er de samme mennesker, der kommenterer på kvinders bryster med en negativ intension, kunne finde på at brug de samme ord om deres datter, kone, veninde, mor eller kæreste?

For de negative ord ”sætter sig”, og så er det den holdning, som unge piger får til sine bryster og sin krop – at den er forkert. Der er intet galt med den naturlige krop. Der er ikke noget at sige til, at 76 % af ungdommens piger har det dårligt med deres krop. Lad os da for helvede bakke de sidste 24 % op, i stedet for at udstille de 76 % på de sociale medier.

Bare lige for at tydeliggøre min pointe: Jeg mener ikke, at vi piger, kvinder og transkønnede i fællesskab skal have en stor bålafbrænding af BH’er, for BH’er er også et vidunder for mange, da den giver et løft, der kan aflaste ryggen, og skåner brystvorter for hudafskrabninger. Derudover kan sexet lingeri også være en velsignelse i parforholdet og for selvtilliden.

LAD OS HYLDE ALLE BRYSTER! De lange, de tynde, de runde, de store, de skæve – Sig noget pænt til dig selv i spejlet i dag eller til din kæreste eller veninde – For hvem bliver ikke glad for en kompliment?

BHén var en del af kvindefrigørelsen, da den kom som en erstatning for korsetter, men måske er det på tide at anse det frie valg, som det nye sort!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *