At blive mor part 1- hormondæmon på lur

I sommer var jeg så heldig, at jeg fik lov til at være støttehjul til en fødsel, som var den mest vanvittige-surrealistiske-fantastiske oplevelse.  

Først og fremmest vil jeg, som kvinde og derved indehaver af eneret over udtalelser omkring fødsler, gerne sige undskyld. UNDSKYLD til jer mænd og partnere der ”passivt” må/skal stå ved siden af! – Nyd det, det er sjældent, at jeg undskylder, men det er da saftsuseme ikke for sarte sjæle og guldfisk, at have førsteparket til pinsel, blod og skrig, uden aktivt at kunne hjælpe. Jeg har ydmygt fået en helt ny respekt til de mænd og partnere, der står deres kære bi med, hvad end der er brug for i den laaaaange ventetid: Saftevand, underholdning, våd kølende klud til panden eller bare en boksepude.

Grunden, til at jeg fandt det umådeligt spændende at skulle deltage i en ”rigtig fødsel”, var måske, at jeg har født begge mine piger ved kejsersnit, og derved det stolte medlem af de døde pølsers klub. Derfor var jeg SÅ nysgerrig på, hvordan sådan en ”rigtig fødsel” foregår.

Nysgerrighed er mit bedste personlighedstræk, og der gik ikke lang tid, før jeg, i bedste cheerleaderstil, står i frit udsyn til viva la vulva, rosinhulen og tittebøh leg med baby, og skriger: KOOOOOOM NUUU….PREEEEEEEESSSSSSSS! Det var lige før, at jordemoderen blev i tvivl om hvem af os, der var i fødsel, eftersom jeg er selvudråbt verdensmester i sympatipres.

Her vil jeg godt lige stoppe op og give den største ros til de alt for travle jordemødre! Jeg ved ikke, hvordan de formår at have så travlt, og alligevel udstråle en Dalai Lama ro – De får den fødende kvinden og tilhør til at føle sig som de vigtigste i verden.

I mine efterveer som ”fødselshjælp”-stand-in, sad jeg med en kold øl i hånden og blev slynget tilbage til især graviditeten og fødslen af min første pige. Den kæmpe omvæltning det var, at være gravid, titlen som mor, men også at blive en familie.

Når man bliver gravid, sker der psykiske og fysiske forandringer. Nogle føler, at det er det mest rigtige i hele verden, og stråler af graviditetsskønhed og regnbue ud af røven og oplever ingen gener. Andre føler sig som en gravid udgave af Dr. Jekyll og Mr. Hyde med masser af hormoner og usikkerhed.

I min første graviditet tilhørte jeg den sidste gruppe. Selvom jeg var ovenud lykkelig for, at vi skulle være forældre, så var det for mig hårdt at være gravid. Jeg følte mig forkert, tyk og grim, og så hjælper det ikke på selvtilliden, at man fik bumser som en anden Fortnite-chipsspisende-coladrikkende teenager. Jeg følte, at folk skulede til mig på gade og tænkte, at der går en pige, der er ALT for ung til at være gravid – jeg var 29…

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg måtte overgive mig grædende i kampen med klædeskabet om at finde noget tøj, som jeg følte mig tilpas i. Her skal det nok lige nævnes, at jeg nægtede at købe graviditetstøj. Af en eller anden grund, var jeg stålsat på, at jeg skulle kunne alt som pregravid og i det samme tøj! Det lykkedes også, man er vel stædig! Men det var ikke altid uden gener. Når man står højgravid i høje hæle og en str. 36, tætsiddende kjole til bryllup kl. 3 om natten, mens jeg klamrede mig til alt, hvad jeg opfattede som min identitet, som på daværende tidspunkt ikke inkluderede baby i maven!

Som om det ikke var nok, så blev min krop besat af en hormondæmon. Seriøst jeg har grædt (her taler vi ikke om en enkelt tåre eller to, men mere om ”jeg kan ikke få luft, så meget græder jeg”), fordi Mads havde købt den forkerte kage til mig! Undskyld – kunne du ikke se på mig, at det var en flødeskumskage, jeg havde lyst til?!

Det hele påvirkede mig, og jeg følte mig ikke som Sandi. Er også ret sikker på, at Mads nogle gange har tænkt: ”Hvem er du, og hvor har du gjort af pigen, som jeg forelskede mig i?”. Det kan let gå hen og blive en forhindring i parforholdet, både i kommunikationen og intimiteten, så det er med at huske, at det for det meste kun er midlertidigt. Oplever man længerevarende identitetskrise eller parforholdsproblemer, kan det være en god ide at søge hjælp.

Jeg er kommet af med hormondæmonen, men jeg er sikker på, at mange gravide har samme følelse af at miste noget af sig selv i graviditeten. Nogle accepterer følelserne, mens andre kæmper med tankerne om at blive mor, og alle de forandringer, der hører med til en graviditet længe efter.

Del gerne din historie, her eller anonymt, om din graviditet, og de forandringer du og din partner oplever/har oplevet – for jeg lover dig, du er ikke alene!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *