Seksualundervisningen skal være en tombola fyldt med gevinster

Jeg beskæftiger mig en del med unges seksualitet for tiden, da jeg kompetenceudvikler lærer og pædagoger, til at understøtte børnenes og de unges sunde seksuelle udvikling. Jeg syntes det er interessant at dykke ned i min egen og den nuværende seksualundervisning. Heldigvis er der ved at ske en hel masse på området, for der er vist noget der er glippet.

Helt ærligt, hvor mange af jer kan huske jeres seksualundervisning? Og hvad bestod den af? Som jeg skrev i i mit blogindlæg I Have a Dream, så kan jeg ikke huske ret meget. Kun at min daværende, mega seje, underviser satte en bøssepornofilm på, med ordene husk at lægge mærke til, hvor meget de nyder det”. Selvom det ikke er fyldestgørende, så havde han da fat i den rigtige ende, nemlig at fokusere på det gode ved sex. For prøv lige at tænk over det, vi er blevet opdraget til, at vi mister noget når vi drager på vores seksuelle rejse. Du mister din mødom, hvem har taget din mødom! Og hvis vi endelig får noget, så er det kønssygdomme! Men hvem elsker ikke de dejlige illustrative billeder, de smider i hovedet på os med kønssygdomme -lækkert med kondylomer lige i øjenhøjde.

Hvorfor er det at vi bliver ved med at undervise og lære de unge at de mister noget, eller noget bliver taget fra dem, når de dyrker sex? Der er så meget skam forbundet til ungdommens seksuelle drifter, og det mener jeg virkelig er en skam.

Kunne man ikke vende det lidt på hovedet og tage de positive briller på, og undervise og lære de unge at de får noget, når de begynder deres karruseltur af en seksuel rejse? Du får et større indblik i dine egne værdier, du får lyst, du får muligheden for at udvikle dig som menneske, du får frigivet en masse dejlige stoffer i hjernen, som du kan have svært ved at forstå og du får en masse intimt nærvær osv. osv.

De skal vide, at de unges seksualitet, er en stor tombola hvor man får masser af gevinster. Nogle af tingene er godt nok på nederste del af præmiehylderne: hår på kroppen, menstruation, kærlighedskvaler, og på mellemhylden vinder du: større muskler, udvikling af bryster, mandig stemmeleje Og helt oppe på øverste hylde vinder du: lyst, værdier og personlig udvikling.

Selvfølgelig er der også nitter i tombolaen. Med til den seksuelle rejse oplever man, at få brudt sine grænser eller blive smittet med en kønssygdom. Det er på det tidspunkt at man ønsker, at man ikke havde spillet til at starte med. Får de unge opfattelsen fra starten, at man trækker nitten hver gang, er det ikke den fedeste indgangsvinkel til at trække sine lodder. Vi skal klæde de unge på til at håndtere nitterne, ikke kun gennem seksualundervisningen, men også som omsorgspersoner og forældre.

Er der ikke også noget tosset omkring tanken at kønssygdomme absolut skal være noget skamfuldt? For når det er skamfuldt, kan det være svært at gå til lægen og få hjælp, og informere tidligere partnere om evt. smitte -hvilket resulterer i flere sygdomsramte og mere skam. Vi går jo ikke skamfuldt rundt, hvis vi har smittet nogen med influenza eller omgangssyge. Vi er kede af, at have udsat nogen andre for noget ubehageligt, men vi er ikke skamfulde omkring det.

Hvis de unge ikke har oplevet god seksualundervisning, så er det fra nettet at de finder deres information og inspiration. Stedet hvor man hurtigere end Lucky Lukes skygge kan finde frem til kæmpe mængder af porno i forskellige kategorier, som derfor bliver den store rejseguide til ens sexliv. Jeg har intet imod porno, men jeg er mere til ”Make Love Not Porn” verdenen, fordi det er så vigtigt at vide hvad de ægte værdier ved sex er.

Jeg lover dig, det er ikke ægte værdier at give de unge, at man skal have pik som en hest, kønslæber som et pigebarn, at blive tisset på, flere på en gang -i får en ide om hvor jeg vil hen. I min ideologi er der ikke noget der er unormalt indenfor den seksuelle verden, hvis to eller flere har indvilligede i en fantasi, og det er lovligt i Denmark, så er det normalt for dem. Men jeg mener ikke, at man skal sprænge ens seksuelle grænser de første mange gange man har samleje, før man kender sine lyster og grænser. De skal lære, at det faktisk er okay at sig nej og blive ved med at sige nej, ligegyldig hvad det måtte være.

Vi skal klæder de unge ordentlig på, med gode værdier, og informerer om seksualiteten i en realistisk version, hvor man kommer ud for mange kiksede seksuelle oplevelser og forvirrende og forkerte følelser, som alt sammen hører til puberteten og seksuallivet. Vi skal kæmpe for, at de eksisterende urealistiske forventninger til hvordan man som ung skal se ud, hvad man skal tillade, og gøre som et seksuelt ungt menneske, er forkerte. Derimod skal vi hjælpe de unge med at bevare en nysgerrighed og en kritisk refleksion til deres egen identitet og seksualitet.

Jeg håber virkelig at de næste mange generationer, vil voksne op med et positivt og nysgerrigt syn på sex og seksualitet, og jeg er overbevist om, at det kræver en ændret tankegang på sex og seksualitet, som jeg har sat mig for at ændre!

Det er mit syn, men lad mig endelig vide hvad i ser!

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *